Hennara hátign drotningini verður mælt til, við heimild í § 22 í lóg nr. 402 frá 13. juni 1990 at seta lógina í gildi fyri Føroyar við hesum orðaljóði:

§ 1. At persónur er deyður kann staðfestast

1) við óbøtiligum steðgi av andadrátti og hjartavirksemi ella

2) við óbøtiligum steðgi av øllum heilavirksemi.

§ 2. Heilsustýrið ásetur reglur um tær kanningar, ið gerast skulu fyri at staðfesta deyðans komu eftir § 1, nr. 2.

Líkskoðan

§ 3. Líkskoðan verður gjørd av lækna til at avgera, um deyðin er komin. Tá ið líkskoðan verður gjørd, skal ansast eftir deyðsteknum, og deyðsháttur og deyðsorsøk so vítt gjørligt sannast.

Stk. 2. Hendir andlátið meðan ein er innlagdur á sjúkrahúsi ella líknandi stovni, skoðar ein av teimum læknum líkið, ið hevur tikið lut í viðgerðini av sjúklinginum.

Stk. 3. Í øðrum førum skal vanligi læknin hjá tí deyða ella avloysara hansara skoða líkið. Má í undantaksføri ein annar lækni eftir virðuskiftunum haldast at vera nærri til at skoða líkið, og verður hesin mettur at hava tørvandi grundarlag fyri at taka støðu eisini til deyðshátt og deyðsorsøk, kann líkskoðanin tó gerast av hesum lækna.

Stk. 4. Eingin lækni á staðnum kann nokta at koma á staðið at gera líkskoðan, um so er, at boðsendingin kemur av, at vanligi læknin og avloysari hansara hava gyldugt forfall, ella at tann deyði ikki hevur nakran vanligan lækna á deyðsstaðnum.

§ 4. Læknin, ið verður fráboðaður í samband við andlát, skal senda løgregluni fráboðan:

1) tá ið deyðin er orsakaður av revsiverdari gerð, sjálvmorði ella vanlukkutilburði,

2) tá ið persónur verður funnin deyður,

3) tá ið andlátið hendir knappliga og ikki er væntað av læknaligum orsøkum,

4) tá ið orsøk er til at halda, at andlátið kann vera komið av eini vinnusjúku, ið kemur undir fyriskipan nr. 389 frá 15. november l966 fyri Føroyar um vanlukkutrygging, smbr. kunngerð nr. 32 frá 28. mars l980,

5) tá ið deyðin kann vera orsakaður av misstaki, vansketni ella ólukkuligari hending í samband við viðgerð ella fyribyrging av sjúku,

6) tá ið andlátið hendir á stovnum hjá kriminalforsorgini, ella

7) tá ið tað annars ikki við vissu kann útihýsast, at andlátið skyldast revsiverdari gerð, sjálvmorði ella vanlukkutilburði ella at deyðin av aðrari orsøk verður mettur at hava áhuga hjá løgregluni.

Stk. 2. Hendir andlátið á sjúkrahúsi ella líknandi stovni, verður fráboðanin, nevnd í stk. 1, givin av leiðandi læknanum.

§ 5. Í teimum førum, nevnd eru í § 4, fer rættarlæknalig líkskoðan fram.

Stk. 2. Rættarlæknaligari líkskoðan kann tó sleppast undan:

1) fyri andlát ella vanlukkutilburðir, um so er, at deyðin ikki er hendur fyrr enn eina tíð aftaná vanlukkuna, og løgreglen eftir útvegan av upplýsingum heldur tað vera eyðsýnt, at andlátið er uttan áhuga hjá løgregluni,

2) við tey andlát, ið nevnd eru í § 4, stk.1, nr. 2, 3, 5 og 6, um so er, at tað millum løgregluna og landslæknan er semja um, at útvegaðu upplýsingarnir eyðsýnt vísa, at andlátið er nátúrligt,

3) við andlát, nevnd eru í § 4, stk. 1, nr. 4, um so er, at landslæknin heldur, at útvegaðu upplýsingarnir við neyðugari vissu hava lýst deyðsorsøkina, og

4) við onnur andlát, ið løgreglan hevur fingið kunnleika til, og verðar mett at kunna hava áhuga fyri løgregluna, um so er, at løgreglan aftaná eina kanning heldur tað vera sannlíkt, at talan er um nátúrligan deyða.

 

§ 6. Rættarlæknalig líkskoðan verður gjørd av løgregluni og landslæknanum í felag.

Stk. 2. Løgmálaráðharrin kann aftaná ummæli frá Heilsustýrinum veita øðrum læknum loyvi til at taka lut í rættarlæknaligari líkskoðan fyri landslæknan. Í átrokandi førum kann ein av landfútanum tilnevndur lækni luttaka.

§ 7. Tá íð líkskoðan er lokin, skal læknin geva deyðsváttan. Er andlátið fráboðað løgregluni eftir § 4, má deyðsváttan bara gevast, um løgreglan sigur frá, at fráboðanin ikki gevur høvi til rættarlæknaliga líkskoðan. Er rættarlæknalig líkskoðan farin fram, verður deyðsváttanin givin av tí lækna, ið hevur luttikið í líkskoðanini.

Stk. 2. Líkið má ikki jarðast, brennast ella flytast av landinum, fyrr enn deyðsváttan er givin. Er deyðsváttanin givin aftaná rættarlæknaliga líkskoðan, skal váttan harafturat hava árit frá løgregluni um, at einki forðar fyri, at líkið verður jarðað, brent ella flutt av landinum.

§ 8. Persónur, sum verður hildin at vera deyður, skal liggja undir fullgóðum umstøðum. Er deyðin ikki vissur, skal viðkomandi vera undir jøvnum eftirliti og má ikki koyrast í líkhús, áður enn ein lækni hevur sannað deyðstekin. Áður enn líkskoðan er lokin og deyðsváttan givin, má líkið ikki leggjast í kistu ella flytast til kapell.

Rættarlæknaligur líkuppskurður

§ 9. Rættarlæknaligur líkuppskurður skal gerast

1) tá ið andlátið er orsakað av revsiverdum viðurskiftum, ella møguleikin fyri hesum ikki við nóg góðari vissu kann útihýsast ella líkuppskurður tó verður mettur neyðugur fyri at fyribyrgja, at misstankið seinni kann koma fram um hetta,

2) tá ið deyðsháttur annars ikki er staðfestur við nóg góðari vissu undir rættarlæknaligu líkskoðanini, ella

3) tá íð deyðsorsøkin ikki er sannað við nóg góðari vissu undir rættarlæknaligu líkskoðanini og fleiri rættarlæknaligar kanningar av løgregluorsøkum verða mettar neyðugar.

Stk. 2. Verður mett at almennur áhugi annars krevur eina serstaka kanning av deyðsorsøkini til ávísar bólkar av andlátum, kann løgmálaráðið aftaná tingingar við Heilsustýrið avgera, at í samband við slík andlát skal rættarlæknaligur líkuppskurður gerast.

§ 10. Avgerð um rættarlæknaligan líkuppskurð verður tikin av løgregluni. Líkuppskurðurin verður gjørdur av einum serkønum lækna, ið verður tilnevndur av løgmálaráðharranum, saman við landslæknanum ella einum øðrum lækna, ið umboðar hann.

Stk. 2. Tala umstøðurnar fyri hesum, skulu næstringar, áðrenn líkuppskurður verður gjørdur, fáa boð um andlátið og um, at líkuppskurður verður gjørdur. Viðkomandi skal samstundis verða kunnaður um møguleikan fyri rættarroynd.

§ 11. Seta næstringar seg ímóti rættarlæknaligum líkuppskurði, skal løgreglan innan 24 tímar leggja spurningin fyri rættin, um avgerðin er lóglig.

Stk. 2. Málið verður viðgjørt eftir rættargangsreglum fyri revsimál. Rætturin tekur avgerð við úrskurði. Kærufreistin til landsrættin er 3 dagar. § 949, stk. 2, í rættargangslógini verður nýtt samsvarandi.

Stk. 3. Í teimum í § 9, stk. 1, nevndu førum, kann líkuppskurður gerast, áðrenn rættaravgerð fyriliggur, um so er, at endamálið annars verður mist.

§ 12. Líkuppskurður við læknavísindaligum endamáli og í hesum sambandi tøka av vevnaði og øðrum lívfrøðiligum evni kann eftir reglunum í stk. 2-5 gerast á persón, sum er deyður á ella sum deyður er fluttur á eitt sjúkrahús ella líknandi stovn.

Stk. 2. Líkuppskurður kann gerast, um so er at hin deyði eftir at hava fylt 18 ár skrivliga hevur givið samtykki til líkuppskurð. Í øðrum førum má líkuppskurður ikki gerast, um so er at hin deyði ella næstringar hava mælt ímóti hesum ella skurðurin má haldast at stríða ímóti lívsáskoðanini hjá tí deyða ella næstringum, ella um so er at serligar umstøður annars tala ímóti inntrivinum.

Stk. 3. Umframt tey í stk. 2 nevndu føri skulu næstringarnir hjá tí deyða, um bústaðurin er kendur, fáa boð um ætlaða líkuppskurðin við áheitan um at geva loyvi til hetta. Líkuppskurðurin kann síðan gerast, um so er at næstringar geva loyvi til inntrivið. Ynskja næstringar ikki at taka støðu til ætlaða líkuppskurðin, skal upplýsast um møguleikan fyri at seta seg ímóti líkuppskurði innan 6 tímar eftir kunningina eftir 1. pkt. Líkuppskurður má í fyrsta lagi gerast 6 tímar eftir hesa kunning, uttan so at næstringar hjá tí deyða frammanundan hava givið samtykki til líkuppskurðin.

Stk. 4. Er hin deyði undir 18 ár, má líkuppskurður bara gerast, um so er, at tann sum hevur foreldramyndugleikan samtykkir í hesum.

Stk. 5. Líkuppskurður má í fyrsta lagi gerast, tá íð líkskoðan hevur verið. Líkuppskurður má ikki vera gjørdur, um so er, at rættarlæknalig líkskoðan ella rættarlæknaligur líkuppskurður skal gerast.

§ 13. Frá persóni, sum hevur givið skrivliga játtan til hetta, kann vevnaður og annað lívfrøðiligt evni takast, meðan persónurin er á lívi til viðgerð av sjúku ella likamsskaða hjá øðrum menniskja.

Stk. 2. Játtan kann gevast av tí, ið hevur fylt 18 ár. Um so er at serligar grundir tala fyri hesum, kann inntrivið tó gerast við játtan frá einum persóni undir 18 ár, tá ið játtanin er góðkend av tí, sum hevur foreldramyndigleikan.

Stk. 3. Áðrenn jattan verður givin, skal viðkomandi hava fingið upplýsingar frá einum lækna um hvussu inntrivið er háttað og fylgjur og vanda av inntrivinum. Læknin skal vissa seg um, at viðkomandi skilir týdningin av givnu upplýsingunum.

Stk. 4. Inntrivið má bara gerast, um so er, at tað eftir sínum hátti og heilsuviðurskiftum hjá játtaranum kann gerast uttan nærliggjandi vanda fyri persónin.

§ 14. Frá persóni, sum er deyður á ella sum deyður er flutttur á eitt sjúkrahús ella líknandi stovn, kann vevnaður og annað lívfrøðiligt evni takast til viðgerð av sjúku ella likamsskaða hjá øðrum fólki eftir reglunum í stk. 2-4.

Stk. 2. Inntrivið kann gerast, um so er at hin deyði eftir at vera fyltur 18 ár skrivliga hevur tikið avgerð um hetta. Sama er galdandi, um persónurin munnliga hevur úttalað seg um tílíkt inntriv.

Stk. 3. Uttan fyri tey í stk. 2 nevndu føri má inntriv bara gerast, um so er, at hin deyði ikki hevur givið til kennar mótstøðu ímóti inntrivinum og næstringar hjá tí deyða geva játtan til inntrivið. Hevur hin deyði ongar næstringar, má inntrivið ikki gerast.

Stk. 4. Er hin deyði undir 18 ár, má inntrivið bara gerast, um so er, at tann sum hevur foreldramyndugleikan gevur játtan til inntrivið.

§ 15. Tøka av vevnaði v.m. eftir § 13 og § 14 má bara gerast av læknum, ið eru settir í starv á sjúkrahúsi ella líknandi stovni, og sum Heilsustýrið hevur góðkent til hetta.

Stk. 2. Inntriv eftir § 14 má ikki gerast av teimum læknum, ið hava viðgjørt hin deyða undir hansara seinastu sjúkralegu ella hava sannað, at persónurin er deyður.

Stk. 3. Inntriv eftir § 14 má ikki gerast, um so er, at rættarlæknalig líkskoðan ella rættarlæknaligur líkuppskurður skal gerast, uttan so at inntrivið má haldast at vera uttan týdning fyri úrslitið av kanningini.

§ 16. Onnur inntriv á ein deyðan enn nevnd eru í kapittul 3 og 4 mugu ikki gerast, um so er at hin deyði eftir at hava fylt 18 ár skrivliga hevur tikið avgerð um hetta.

Stk. 2. Tílíkt inntriv má í fyrsta lagi gerast, tá íð óbøtiligur steðgur av andadrátti og hjartavirksemi er hendur.

§ 17. Lógin er samsvarandi galdandi fyri deyðføddar persónar.

Stk. 2. Lógin er ikki galdandi fyri tøku av blóði, burturtøku av minni húðaøkjum og onnur minni inntriv, ið heilt mugu javnmetast við hetta.

§ 18. Løgmálaraðharrin kann áseta nærri reglur um viðgerð av líkum, um líkskoðan, líkuppskurð og um deyðsváttanir.

Stk. 2. Løgmálaráðharrin ásetir reglur um at ein lækni ikki má sanna deyðsstund, gera líkskoðan, geva deyðsváttan og gera líkuppskurð á persóni, sum læknin hevur havt serligt tilknýti til.

Stk. 3. Hoyrir kanningin í samband við andlátið undir hernaðarligan ákærumyndugleika, kemur løgfrøðingur hjá verjuni í staðin fyri løgregluna at gera rættarlæknaliga líkskoðan og rættarlæknaligan líkuppskurð.

§ 19. Ídnaðarmálaráðharrin kann aftaná tingingar við løgmálaráðharran áseta nærri reglur um líkskoðan og jarðarferð v.m. fyri deyða til sjós.

§ 20. Brot á § 3, § 4, § 7 og § 8 verða revsað við bót.

Stk. 2. Tann, sum tekur vevnað og annað lívfrøðiligt evni til viðgerðar sum nevnt í § 13 ella § 14, ger líkuppskurð í læknavísindaligum endamáli ella inntriv eftir § 16, uttan at treytirnar í lógini eru loknar, verður revsaður við bót, uttan so at hægri revsing er uppiborðin eftir aðrari lóggávu.

Stk. 3. Tann, ið veitir ella móttekur viðgerð ella annan fíggjarligan fyrimun fyri úttøku ella flyting av vevnaði og øðrum lívfrøðiligum evni til viðgerð sum nevnd í § 13 ella § 14, verður revsaður við bót. Sama er galdandi fyri tann, sum við vitan um, at veitt ella móttikið verður gjald sum nevnt í pkt. 1, medvirkar til, at eitt tílíkt inntriv verður gjørt.

Stk. 4. Í fyriskipanum givnar við heimild í lógini, kann ásetast revsing við bót fyri brot á ásetingarnar í fyriskipanunum.

§ 21. Fyriskipanin kemur í gildi dagin eftir, at hon er kunngjørd.

Det indstilles til hendes majestæt dronningen, med hjemmel i § 22 i lov nr. 402 af 13. juni 1990 at sætte loven i kraft for Færøerne i følgende skikkelse:

§ 1. En persons død kan konstateres

1) ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed eller

2) ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

§ 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter bestemmelser om de undersøgelser, der skal foretages for at konstatere dødens indtræden efter § 1, nr. 2.

Ligsyn

§ 3. Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt. Ved ligsynet skal dødstegn iagttages og dødsmåde og dødsårsag så vidt muligt fastslås.

Stk. 2. Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller lignende institution, foretages ligsyn af en af de læger, der her har deltaget i patientens behandling.

Stk. 3. I andre tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige læge eller dennes stedfortræder. Må undtagelsesvis en anden læge efter forholdene anses nærmere til at foretage ligsynet, og finder denne at have tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling også til dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages af denne læge.

Stk. 4. Ingen stedlig læge kan undslå sig for at komme til stede til foretagelse af ligsyn, hvis tilkaldelsen skyldes, at afdødes sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller at afdøde ikke havde nogen sædvanlig læge på dødsstedet.

§ 4. Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive indberetning til politiet:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde,

2) når en person findes død,

3) når døden er indtrådt pludselig og ikke er forudset af lægelige grunde,

4) når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af anordning nr. 389 af 15. november 1966 for Færøerne om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jfr. kundgørelse nr. 32 af 28. marts 1980,

5) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom,

6) når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, eller

7) når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have politimæssig interesse.

Stk. 2. Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives den indberetning, der er nævnt i stk. 1, af den ledende læge.

§ 5. I de tilfælde, der er nævnt i § 4, iværksættes retslægeligt ligsyn.

Stk. 2. Retslægeligt ligsyn kan dog undlades:

1) ved dødsfald efter ulykkestilfælde, såfremt døden først er indtrådt nogen tid efter ulykken og politiet efter de tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er uden politimæssig interesse,

2) ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2, 3, 5 og 6, såfremt der mellem politiet og landslægen er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger naturlig død,

3) ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 4, såfremt embedslægen finder, at de tilvejebragte oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt dødsårsagen, og

4) ved andre dødsfald, der er kommet til politiets kundskab og er antaget at kunne have politimæssig interesse, såfremt politiet efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der er tale om naturlig død.

§ 6. Retslægeligt ligsyn foretages af politiet og landslægen i forening.

Stk. 2. Justitsministeren kan efter indhentet erklæring fra Sundhedsstyrelsen meddele andre læger tilladelse til at deltage i retslægeligt ligsyn i landslægens sted. I påtrængende tilfælde kan en af politimesteren udpeget læge deltage.

§ 7. Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Er dødsfaldet indberettet til politiet efter § 4, må dødsattest kun udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen ikke giver anledning til retslægeligt ligsyn. Er der foretaget retslægeligt ligsyn, udstedes dødsattesten af den læge, der har deltaget heri.

Stk. 2. Liget må ikke begraves, brændes eller føres ud af landet, førend dødsattest er udstedt. Er dødsattesten udfærdiget efter retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at liget begraves, brændes eller føres ud af landet.

§ 8. En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes under forsvarlige forhold. Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den pågældende være under jævnligt tilsyn og må ikke føres til lighus, før en læge har iagttaget dødstegn. Førend ligsyn er afsluttet og dødsattest er udstedt, må liget ikke anbringes i kiste eller føres til kapel.

Retslægelig obduktion

§ 9. Retslægelig obduktion skal foretages:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, eller muligheden heraf ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan udelukkes eller obduktion dog skønnes nødvendig for at hindre, at der senere kan opstå mistænke herom,

2) når dødsmåden i øvrigt ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved det retslægelige ligsyn, eller

3) når dødsårsagen ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved det retslige ligsyn og yderligere retsmedicinske undersøgelser af politimæssige grunde skønnes påkrævet.

Stk. 2. Skønnes almen interesse iøvrigt at kræve en særlig undersøgelse af dødsårsagen ved bestemte grupper af dødsfald, kan justitsministerne efter forhandling med Sundhedsstyrelsen bestemme, at der ved sådanne dødsfald skal foretages retslægelig obduktion.

§ 10. Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes af politiet. Obduktionen udføres af sagkyndig læge, der udpeges af justitsministeren, sammen med landslægen eller dennes stedfortræder.

Stk. 2. Såfremt omstændighederne tillader det, skal afdødes nærmeste, førend obduktion foretages, underrettes om dødsfaldet og om, at der vil blive foretaget obduktion. Den pågældende skal samtidig gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse.

§ 11. Såframt afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig obduktion, skal politiet inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden af bestutningen herom for retten.

Stk. 2. Sagen behandles efter strafferetsplejens regler. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Kære til landsretten kan kun ske inden for en frist på 3 dage. Retsplejelovens § 949, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. I de i § 9, stk. 1, nævnte tilfælde kan obduktion foretages, inden rettens afgørelse foreligger, såfremt der er nærliggende fare for, at øjemedet ellers vil forspildes.

§ 12. Obduktion i lægevidenskabeligt øjemed og i forbindelse hermed udtagelse af væv og andet biologisk materiale kan efter reglerne i stk. 2-5 foretages på en person, som er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller en lignende institution.

Stk. 2. Obduktion må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har givet sit samtykke til obduktion. I andre tilfælde må obduktion ikke finde sted, såfremt afdøde eller afdødes nærmeste har udtalt sig derimod eller indgrebet må antages at stride mod afdødes eller de nærmeste livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler mod indgrebet.

Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde skal afdødes nærmeste, hvis opholdssted kendes, underrettes om den påtænkte obduktion med anmodning om at give tilladelse hertil. Obduktion må herefter foretages, såfremt afdødes nærmeste giver samtykke til indgrebet. Ønsker afdødes nærmeste ikke at tage stilling til det påtænkte indgreb, skal der oplyses om adgangen til at modsætte sig obduktion inden for 6 timer efter underretningen som nævnt i 1. pkt. Obduktion må tidligst foretages 6 timer efter denne underretning, medmindre afdødes nærmeste forinden har givet samtykke til obduktion.

Stk. 4. Er afdøde under 18 år, må obduktion kun foretages, såfremt forældremyndighedens indehaver har samtykket heri.

Stk. 5. Obduktion må først foretages, når ligsyn er foretaget. Obduktion må ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion.

§ 13. Fra en person, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan væv og andet biologisk materiale udtages i personens levende live til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske.

Stk. 2. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt ganske særlige grunde taler derfor, kan indgrebet dog foretages med samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af forældremyndighedens indehaver.

Stk. 3. Inden samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have modtaget oplysning om indgrebets beskaffenhed og følger samt om risikoen ved indgrebet. Lægen skal forvisse sig om, at den pågældende har forstået betydningen af de meddelte oplysninger.

Stk. 4. Indgrebet må kun finde sted, såfremt det efter sin art og samtykkegiverens helbredstilstand kan foretages uden nærliggende fare for personen.

§ 14. Fra en person, der er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller lignende indstitution, kan væv og andet biologisk materiale udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2. Indgrebet må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom. Det samme gælder, hvis personen mundtligt har udtalt sig for et sådant indgreb.

Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde må indgrebet kun foretages, såfremt der ikke foreligger nogen tilkendegivelse fra afdøde imod indgrebet og afdødes nærmeste giver samtykke til indgrebet. Efterlader afdøde sig ingen nærmeste, må indgrebet ikke foretages.

Stk. 4. Er afdøde under 18 år, må indgrebet kun foretages, såfremt forældremyndighedens indehaver har givet samtykke til indgrebet.

§ 15. Udtagelse av væv m.v. efter § 13 og § 14 må kun foretages af læger, der er ansat på sygehuse eller lignende instituioner, og som Sundhedsstyrelsen har godkendt dertil.

Stk. 2. Indgreb efter § 14 må ikke foretages af de læger, der har behandlet afdøde under dennes sidste sygdom eller har konstateret personens død.

Stk. 3. Indgreb efter § 14 må ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion, medmindre indgrebet må antages at være uden betydning for resultatet af undersøgelsen.

§ 16. Andre indgreb på en afdød end nævnte i kapitel 3 og 4 må kun foretages såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom.

Stk. 2. Sådanne indgreb må først foretages, når uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed er indtråd.

§ 17. Loven finder tilsvarende anvendelse på dødfødte personer.

Stk. 2. Loven gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre hudpartier samt andre mindre indgreb, der ganske må ligestilles hermed.

§ 18. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling af lig, om foretagelse af ligsyn og om obduktion samt om dødsattester.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler, hvorefter en læge ikke må konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion på en person, som lægen har haft en særlig tilknytning til.

Stk. 3. Henhører efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel i stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion.

§ 19. Industriministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om ligsyn og begravelse m.v. ved dødsfald til søs.

§ 20. Overtrædelse af § 3, § 4, § 7 og § 8 straffes med bøde.

Stk. 2. Den, der udtager væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i § 13 eller § 14, foretager obduktion i lægevidenskabeligt øjemed eller indgreb efter § 16, uden at lovens betingelser herfor er opfyldt, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 3. Den, der yder eller modtager betaling eller anden økonomisk fordel for udtagelse eller overførsel af væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i § 13 eller § 14, straffes med bøde. Det samme gælder den, der med viden om, at der er ydet eller modtaget betaling som nævnt i 1. pkt., medvirker til, at et sådant indgreb foretages.

Stk. 4. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 21. Anordningen træder i kraft dagen efter dens bekendtgørelse.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 279 af 26. maj 1976 om ligsyn m.v. som den er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 534 fra 6. september 1988.