Hagalóg

 

L. nr. 172 frá 18.05.1937 fyri Føroyar um hagastýri og røkt v.m., sum seinast broytt við Ll. nr. 82 frá 19.06.1990 og Ll. nr. 77 frá 25.05.2009 og og Ll. nr. 91 frá 07.06.2020.

L. nr. 172 af 18.05.1937 for Færøerne om Haugers Styrelse og Drift m.m., sum seinast broytt við Ll. nr. 82 fr 19.06.1990 og Ll. nr. 77 frá 25.05.2009 og Ll. nr. 91 frá 07.06.2020.

 

 

 

 

Første Afsnit.

Styrelsen.

Kapitel 1.

Haugestævne.

§ 1. I Fælleshauge er den øverste Myndighed hos Haugestævnet.

Ved "Fælleshauge" forstaas i denne Lov Hauge, som er i Sameje mellem 2 eller flere Ejere. For Jord i offentligt Eje er Brugeren bemyndiget til at optræde paa Ejerens Vegne, medmindre der i enkelte Tilfælde af vedkommende Myndighed er truffet anden Bestemmelse.

§ 2. Haugestævnet sammenkaldes med mindst 8 Dages Varsel (jfr. dog §§ 4, 20, 22 og 25); det skal sammentræde, naar Bestyrelsen finder det nødvendigt, saavel som naar Haugens Røgtere eller en Fjerdedel af Ejerne eller saa mange, som ejer en Fjerdedel af Haugens Marketal, forlanger det. Sammenkaldelsen paahviler Bestyrelsen, om saadan er til, og ellers den Ejer eller Haugerøgter, som ønsker Stævnet sammenkaldt. Saafremt det holdes samtidig med Grandestævne, er Sysselmanden pligtig at lede Forhandlingerne paa Haugestævnet, og Dagen for dettes Afholdelse berammes da efter Bestemmelsen i Grandestævnelovens § 5, sidste Stykke. Ellers ledes Forhandlingerne af en Ordstyrer, valgt blandt og af de tilstedeværende Ejere med Stemmeflerhed; falder Stemmerne ved Valget lige, gør Lodtrækning Udslaget. Om Forhandlingen og Afstemningen gælder Reglerne i Grandestævnelovens §§ 7 a, 8-11 og 13.

§ 3. Haugestævnet kan træffe Afgørelse i ethvert Haugens Drift og Udøvelsen af de fælles Rettigheder vedrørende Anliggende, som ikke ved Lovgivningen er henvist til anden Afgørelse.

Det kan fastsætte Regler for Ejernes Færdsel i Haugen, jfr. Hegnslovens § 41.

Kapitel 2.

Bestyrelse.

§ 4. Ejes Fælleshauge af mere end fem Ejere, skal den have en Bestyrelse, bestaaende af tre eller fem Medlemmer efter Haugestævnets Bestemmelse. Haugestævnet vælger Bestyrelsen; henholdsvis to og tre Medlemmer vælges med Stemmeflerhed efter Marketal, medens henholdsvis et Medlem og to Medlemmer vælges med Stemmeflerhed efter de stemmendes Antal. Stævnet skal sammenkaldes med mindst 14 Dages Varsel. Ordentligt Valg afholdes hvert andet Aar i Tidsrummet fra 15. Oktober til Udgangen af December. Tjenestetiden regnes fra 1. Januar. Enhver Ejer, som bor i den Bygd, hvortil Haugen hører, og enhver Bruger af Jord i offentligt Eje er pligtig at modtage Valg; det samme gælder Opsidder for Ejer, som bor uden for Bygden. Vedkommende Hauges Røgtere kan, selv om de ikke er Ejere, vælges til Medlemmer af Bestyrelsen. Den, der har fyldt 60 Aar, er fritaget; ligesaa kan den, der har været Medlem i fire Aar, undslaa sig for at modtage Valg i de næste fire Aar; men disse Fritagelser gælder dog kun, naar nogen anden er pligtig at modtage Valg.

Bestyrelsens Medlemmer er hvert for sig ansvarlige for, at Haugestævnet i betimelig Tid sammenkaldes til Valg af Bestyrelse, og at Valgets Udfald inden 14 Dage meldes til Sysselmanden, som fører Fortegnelse over de modtagne Anmeldelser. Er ingen Bestyrelse til, paahviler de nævnte Pligter den største i Bygden boende Lodsejer eller Bruger af Jord i offentligt Eje.

§ 5. Bestyrelsen skal vælge en Formand og en Næstformand. Den skal varetage Haugens regelmæssige Drift og drage Omsorg for, at denne foregaar saaledes, at Ejernes Tarv i alle Maader iagttages. For at Bestyrelsen kan tage gyldig Beslutning, kræves, at over Halvdelen af dens Medlemmer stemmer for Beslutningen. Bestyrelsen tager Bestemmelse om Tillæg og Slagt af Faar. Den sørger for, at Afgrøftning og alt andet nødvendigt Arbejde i Haugen udføres i rette Tid og paa nyttigste og sparsommeligste Maade. Den paaser, at enhver paagældende efterkommer sin Pligt, og kan paa den forsømmeliges Bekostning lade Arbejdet udføre ved lejede Folk.

I alle disse Tilfælde skal den overlægge Sagen med Haugens Røgtere. Den fører Tilsyn med, at disse overholder deres Pligter.

§ 6. I Forhold til Trediemand (derunder ogsaa enkelt Ejer, der vil gøre en ham tilkommende Ret gældende mod Fælliget, eller omvendt) kan Bestyrelsen i alle Anliggender, der vedrører Haugen som et Fællig, optræde paa dettes Vegne. Den kan saaledes i deslige Anliggender sagsøge og sagsøges paa Fælligets Vegne og i det hele repræsentere Fælliget for Retten saavel som for Forligs-, Udskiftnings-,

Landvæsens- og Overlandvæsenskommissionen. Er ingen Bestyrelse valgt og anmeldt til Sysselmanden, staar det den, som vil søge Fælliget, frit for at søge, hvem han vil, af Haugens Ejere paa Fælligets Vegne.

§ 7. I Forhold til Haugens Ejere er Bestyrelsen at anse som Fuldmægtig. Ligesom Bestyrelsen derfor har at rette sig efter de Forskrifter for Driften, som Haugestævnet vedtager, saaledes har den at sammenkalde Haugestævnet, naar vigtigere Anliggender forefalder, og skal altid gøre det, naar der er Spørgsmaal om Søgsmaal af eller imod Fælliget.

§ 8. Bestyrelsen skal føre Regnskab over sin Forvaltning af Haugens Pengemidler og gøre Rede og Rigtighed derfor. Herfor er hvert enkelt Medlem af Bestyrelsen ansvarligt. Regnskabet skal aflægges for hvert Kalenderaar, senest inden 1. Februar i det følgende Aar, og skal forelægges paa Haugestævne inden 14 Dage derefter.

For Jord i offentligt Eje er Bestyrelsen pligtig til paa Forespørgsel at give alle Oplysninger om Haugen, der begæres af vedkommende offentlige Myndighed.

Kapitel 3.

Haugerøgtere.

§ 9. For hver Hauge skal der være mindst 1 Haugerøgter. For Fælleshaugefastsætter Haugestævnet Haugerøgternes Antal og Løn og vælger dem; Valget foretages med Stemmeflerhed af Ejere og Brugere efter Marketal. Har Haugestævnet ikke truffet disse Bestemmelser, paahviler det Bestyrelsen at træffe dem.

§ 10. Haugerøgterne skal forestaa Faarenes Røgt, Fjeldgangene og Mærkningen samt alt andet Arbejde i Haugen. De har at paase, at Bestemmelserne om Haugens Besætning og Bestemmelserne om Fred i Haugen (jfr. Hegnslovens §§ 20-22, 26-29, 31, 41-43) overholdes, og at omvendt Haugens Besætning ikke trænger ind paa fremmed Ejendom, saaledes at deraf kan opstaa Tab eller Ansvar for Haugens Ejere. De tager Bestemmelse om Tillæg og Slagt, naar Ejer eller Bestyrelse ikke har gjort dette.

§ 11. Haugerøgterne er i deres Tjeneste Ejerne ansvarlige og skal rette sig efter de Forskrifter, som gives dem af Haugestævnet eller Haugens Bestyrelse. De skal paa den enkelte Ejers eller Brugers Forlangende meddele ham Forklaring om de dem betroede Faars Antal og Tilstand samt Røgt i Haugen m.m.

§ 12. Haugerøgter skal i Regelen opsige sin Tjeneste inden den 1. September, men han kan dog ikke fratræde sit Hverv, førend Fjeldgang efter Avlsvæddere er endt, medmindre han forlader Bygden eller Omstændighederne gør ham det umuligt at vedblive sin Tjeneste.

 

Andet Afsnit.

Besætningen.

Kapitel 4.

Faar.

A. Faarenes Mærkning.

§ 13. I enhver Hauge skal bruges et bestemt Mærke for alle til Haugen hørende Faar eller, om fornødent, flere Mærker for forskellige Flokke af Faarene i Haugen, jfr. § 20, Punkt 3 b. Samme Mærke maa ikke bruges i to Hauger paa samme Ø.

§ 14. Sager, som angaar Mærkers Forandring, skal først forhandles ved Grandestævne. Sysselmanden har derefter at forebringe dem for Amtmanden til Afgørelse.

§ 15. Ingen anden end Haugens Røgtere maa befatte sig med paa egen Haand at mærke Faar.

§ 16. Moderfaar, som ikke hører til Haugen, men ved Fjeldgang er kommet imellem dens Faar, skal ved Fjeldgangen betegnes med et Baand (sløður, helsi), naar det ikke med Sikkerhed vides, at dets Lam har faaet ret Mærke.

B. Avlsvæddere.

§ 17. Avlsvæddere skal af Haugerøgterne udvælges blandt de bedste, som

findes i Haugen. Der udtages dertil 1 Vædderlam for hver 33 eller 1 ældre Vædder for hver 40 Moderfaar i Haugen. Tillægges færre, skal Haugerøgterne snarest muligt anmelde det for Sysselmanden, som undersøger, om nogen bærer Ansvar derfor.

C. Ejendomsforholdet med Hensyn til Faarebesætningen.

§ 18. I Fælleshauge skal, naar ikke andet er vedtaget i Henhold til § 20, hele Faarebesætningen være i Sameje (felag) mellem alle Ejere i Forhold til deres Marketal. Besætningens Størrelse fastsættes af Haugestævnet. Faarene skal følge Jorden ved al Overdragelse og Arv; de kan ikke ved Udlæg skilles fra Jorden.

§ 19. Selv om Besætningen er i Sameje, kan Haugestævnet dog tillade Haugerøgter at holde et vist Antal Faar i Haugen som Vederlag for hans Arbejde, ligesom Haugens Bestyrelse kan tillade, at enkelte Faar midlertidig græsser i Haugen for et af Bestyrelsen fastsat Vederlag, der tilfalder Haugen.

§ 20. Særeje (kenning) til Faarebesætningen eller til Dele af den er kun tilladt under følgende Betingelser:

1. Vedtægt derom skal være oprettet paa Haugestævne, sammenkaldt med mindst 3 Maaneders Varsel. Til gyldig Beslutning kræves, at den er vedtaget af saa mange stemmeberettigede, som tilsammen udgør mindst:

a) to Trediedele af samtlige stemmeberettigedes Antal og

b) Halvdelen af hele Haugens Marketal.

2. Vedtægten skal indeholde Bestemmelse om, hvor stor Besætning der sættes for hele Haugen, og om der skal være Særeje for hele Besætningen eller kun for en Del af den, og da hvilken.

3. Vedtægten skal endvidere indeholde Bestemmelse om:

a) at Røgten skal besørges af Haugerøgtere, valgt af Haugestævnet eller Bestyrelsen, jfr. § 9;

b) at de enhver Ejer særlig tilhørende Faar - foruden det for Haugen bestemte Mærke (§ 13) - skal have Særmærker, der skal godkendes af Sysselmanden, førend de bruges;

c) at Avlsvæddere skal udtages forlods og godtgøres Ejeren af vedkommende efter Vurdering.

§ 21. Haugens Røgtere skal straks angive for Sysselmanden alt imod § 20 stridende Særeje i Faarebesætningen.

§ 22. Særeje kan igen ophæves ved Ved-tægt, oprettet paa Haugestævne, sammenkaldt med mindst 3 Maaneders Varsel. Til gyldig Beslutning kræves, at den er vedtaget af saa mange stemmeberettigede, som tilsammen udgør mindst:

a) Halvdelen af samtlige stemmeberettigedes Antal og

b) en Trediedel af hele Haugens Marketal.

 § 23. Naar Særejet ophører, skal de Ejere, som ikke har fuld Besætning, købe af dem, som har Faar tilovers, indtil alle har Faar i Forhold til deres Marketal. De Faar, som saaledes sælges og købes af Haugens Ejere indbyrdes, betales med fuld Værdi. Tvistes Parterne om Værdien, fastsættes den ved lovligt Skøn.

§ 24.1) Skøde eller andet Overdragelsesdokument vedrørende Jord i Hauge, hvor Særeje gælder, skal angive, hvor mange Særejefaar der følger med Jorden. Undlades det, skal der ved Tinglæsningen gives Dokumentet Retsanmærkning.

Ved Fæsteforandring eller Overdragelse af Tjenestejord i Hauge, hvor Særeje gælder, skal, naar den fratrædende Besidder ejer Odelsjord i samme Hauge, hans hele Faarebesætning fordeles lige paa al hans Jord efter Marketal.

 
Kapitel 5.

Heste.

§ 25. Antallet af Haugens Besætning af Heste fastsættes af Haugens Ejer eller, om det er Fælleshauge, af Haugestævne, sammenkaldt med mindst 1 Maaneds Varsel. Beslutter Haugens Ejer (Haugestævnet), at Besætningen skal være større end 1 Hest for hver Mark Jord, skal Beslutningen snarest muligt meldes til Sysselmanden. Denne sørger for, at Bekendtgørelse derom sker i de nærmestliggende Bygder ved Opslag eller paa anden brugelig Maade. Uanset den af Haugens Ejer (Haugestævnet) ifølge første Punktum tagne Bestemmelse kan Ejerne af Bygdens Hauger i Forening ved Vedtægt paa Grandestævne bestemme, at der i Bygdens Hauger skal kunne holdes indtil 1 Hest for hverk Mark Jord.

Føl under 1 Aar medregnes ikke i fornævnte Henseende.

§ 26. Lodsejer i Fælleshauge kan udleje sin Ret til Hestehold. De enkelte Lodsejere kan selv afgøre, om Besætningen skal være i Særeje eller i Sameje mellem nogle eller alle Lodsejere.

§ 27. Sysselmanden skal hvert Aar ved Grandestævne i hver Bygd affordre Bygdemændene Oplysning om, hvor mange Heste der holdes i Bygden, og i hvilke Hauger de holdes, og derom gøre Tilførsel i Politiprotokollen. Enhver, der holder Hest i nogen Hauge i Bygden, skal da, saafremt nogen Lodsejer i saadan Hauge kræver det, opgive, med hvilken Ret han holder Hesten.

Kapitel 6.

Gæs.

§ 28. Bestemmelse om, hvorvidt det skal være tilladt at holde Gæs i Haugen (derunder om Antal, Betaling m.v.), tages af Haugens Ejer (i Fælleshauge Haugestævnet).

Tredie Afsnit.

Forskellige Bestemmelser om Haugens Drift.

Kapitel 7.

§ 29. I Fælleshauge tilkommer Udøvelsen af Retten til Faarehold, Hestehold og Gaasehold i haugen saavel som af alle andre til Haugen knyttede Rettigheder, om hvilke ikke andet i Lovgivningen er bestemt, enhver Ejer i Forhold til hans Marketal.

I samme Forhold fordeles Indtægt og Udgift ved al fælles Brug af Haugen eller dertil knyttede Rettigheder saavel som alt derved forefaldende Arbejde.

§ 30. Hvert 10de Aar skal der ved Sysselmandens Foranstaltning paa Grandestævne vælges Mænd til at befare ethvert Markeskel for Bygdens Hauger. De vælges af og blandt Haugernes Ejere og Brugere, for hver Hauge med Stemmeflerhed efter Marketal. Foretages intet Valg, udnævnes de af Sysselmanden.

Mændene skal snarest muligt derefter ved Samgang befare Haugernes Markeskel. Tiden for Forretningen bestemmes i Tilfælde af Uenighed af den ældste af Mændene. Efter Befaringen skal de hver især underrette de paagældende Haugers Ejere (i Fælleshauge Bestyrelsen, om saadan er til) om Udfaldet af Befaringen; skulde der under denne vise sig Tvivl om, hvor rette Markeskel er, maa Mændene ikke træffe nogen Afgørelse herom.

Udgiften ved Markeskels Afsætning og Vedligeholdelse fordeles lige mellem de tilgrænsende Hauger.

§ 31. Haugerøgterne skal med Aftensvarsel foretage Tilsigelse til de vedkommende til alt Arbejde i Haugen, medmindre anderledes er bestemt af Haugestævnet; med samme Varsel skal de give Samgangsbud til de paagældende Grander, medmindre anderledes er vedtaget mellem disse og Haugens Ejere.

§ 32.2) (avtikin)

§ 33.2) (avtikin)

Fjerde Afsnit.

Haugens Græsningsret for Faar paa Indmark.

Kapitel 8.

§ 34. Græsningsretten for Faar paa Bø eller anden Indmark tilkommer i Tiden fra den 25. Oktober til den 14. Maj overliggende Hauges Ejer, medmindre anderledes lovligt er fastsat.

I de Bygder, hvor Indmarken er matrikuleret i Henhold til Bekendtgørelse Nr. 198 af 15. Juli 1931, er hver Ejer, som har Særeje (kenning) og har Vintergræsningsret paa Indmarken, berettiget til at forbeholde sig denne paa sin Indmark udelukkende for egne Faar mod at give Afkald paa anden Græsningsret paa Indmark og mod i fornævnte Tidsrum at holde sin Indmark forsvarlig indhegnet.

Enhver Ejer eller Bruger af Indmark skal være berettiget til i den Tid, hvor Indmarken ligger aaben for Faaregræsning, at indhegne og frede for Faar Arealer, der er tilsaaet med kunstigt Græs, i to følgende Aar efter Tilsaaningen. Der kan dog kun indhegnes indtil 1/4 af paagældende Ejers eller Brugers Indmark. Haugestyret skal i hvert enkelt Tilfælde have Meddelelse om saadan Indhegning.

§ 35. Anses Forandring i Græsningstiden ønskelig eller nødvendig, bliver Sagen i Mangel af mindelig Forening at afgøre ved Landvæsenskommissionen.

Forlængelse af Græsningstiden om Vaaren kan ske med Samtykke af saa mange, som ejer eller bruger to Trediedele af den paagældende Indmark (beregnet efter Skattemarker), ligesom Forkortelse af Tiden baade om Vaaren og om Høsten kan foretages, naar saa mange samtykker, som ejer eller bruger to Trediedele af den eller de græsningsberettigede Hauger (beregnet efter Marketal). Saadan Afvigelse gælder dog kun for den enkelte Vaar eller Høst og ikke for længere Tid end 2 Uger.

Bestemmelserne i denne Paragraf finder ikke Anvendelse med Hensyn til Jord, der er indhegnet i Henhold til Reglerne i § 34, 2det og 3die Stykke.

§ 36.3) Græsningsretten paa opdyrkede Trøer kan saavel af Ejeren som af Haugeejeren forlanges endeligt afløst, f.s.v. saadan Afløsning ikke forhindrer Vintergræsning paa de ikke-vinterfredede Arealer. Desuden kan Afløsaning paa samme Maade kræves, naar det paagældende Areal agtes benyttet til Træplantning eller Anlæg af Have eller Fisketørringsplads eller lignende med Græsning uforeneligt Brug. Afløsningen sker mod fuld Erstatning i Pene af Græsningsrettens Værdi.

§ 37. Tvistes der om, hvorvidt Afløsning kan kræves, eller er der Tvist om Erstatningens Størrelse, afgøres Sagen ved Voldgift af 2 Mænd, een valgt af hver af Parterne. Har den ene Part ikke inden 4 Uger efter dertil at være opfordret valgt sin Voldgiftsmand, har den anden Part Ret til at vælge begge Mændene. Disse vælger en Opmand, førend de paabegynder Forretningen; er de uenige om hans Valg, vælges han af Sysselmanden.

Voldgiftskendelsen kan inden 4 Uger paaklages for Landvæsenskommissionen.

§ 37 a.3)

 

 

 

 

 






Femte Afsnit.

Udøvelse af begrænset Brug i Haugen.

Kapitel 9.

Sommergræsning for Kvæg.

§ 38. Haugens Ejer - eller, om det er Fælleshauge, Haugestævnet - kan for Haugens Vedkommende afgøre, hvem der maa lade Kvæg græsse i Haugen, og om der skal ydes Vederlag for Græsningen, samt i saa Fald træffe de nærmere fornødne Bestemmelser om Vederlagets Størrelse m.v. Finder nogen sin Ret krænket ved saadan Bestemmelse, kan han paaklage den ved Landvæsenskommissionen. Det samme gælder, hvor to eller flere indbyrdes tvistes om Tilværelsen eller Omfanget af deres Græsningsret i Hauge, dog at i saa Fald tillige Haugens Ejer (i Fælleshauge Bestyrelsen) vil være at indkalde som Part.

Kapitel 10.

Tørveskær.

§ 39. I Tørvejord, som ikke er udskiftet mellem de til Tørveskær deri berettigede, maa enhver af disse kun skære Tørv til fornødent Husbrug.

Hvad enten Tørvejord er udskiftet eller ej, kan Haugens Ejer (i Fælleshauge Haugestævnet) foreskrive Regler for Tørveskærsrettens Udøvelse, som dog ikke maa stride mod denne Lovs Bestemmelser, og ligesaa fastsætte Vederlag for Tørveskær i Haugen. Den, der finder sin Ret krænket ved saadan Bestemmelse, kan paaklage den for Landvæsenskommissionen.

§ 40. Enhver, der skærer Tørv i Hauge, skal gøre det saaledes, at der tilføjes Haugen saa lidt Skade som muligt. Navnlig skal han afgrave Grønsværet forsvarligt, saaledes at Græsvæksten ikke lider mere Skade end højst nødvendigt; han skal derhos aflede Vandet fra Tørvegravene, naar det ellers vilde blive staaende, og ikke lade Tørv eller anden opgravet Jord blive liggende spredt paa Græsset.

Tørvegraven skal derhos straks ordentligt tildækkes med det afgravede Grønsvær.

§ 41. Sysselmanden skal i Tiden fra 1. Juli til 15. November, saafremt Haugerøgter eller Ejer i haugen fører Klage over Tørveheders Behandling, og, om ingen Klage fremkommer, da med højst 5 Aars Mellemrum, befare Tørvehederne med tiltagne Vidner for at efterse, om de behandles forsvarligt. Befaringen tillyses med Aftens Varsel ved Tilsigelse til Haugerøgterne i vedkommende Hauge og Bekendtgørelse i den Bygd, hvortil Haugen hører.

Findes Tørveheder uforsvarligt behandlede, paalægger Sysselmanden den paagældende under Dagbøde at afhjælpe de forefundne Mangler inden en af ham fastsat Frist. Haugens Røgtere er pligtige til at følge Sysselmanden til Eftersynet og til at paavise Tørvehederne; de er ligeledes pligtige til efter Sysselmandens Forlangende at paase, at de af ham givne Paalæg i Henseende til Manglers Afhjælpning efterkommes, og i modsat Fald at anmelde det til ham.

Med Hensyn til Tørvehederne ved Thorshavn har det sit Forblivende ved de derom gældende Regler; Ændringer i disse kan foretages af Ministeriet for Landbrug og Fiskeri efter Lagtingets Indstilling.

§ 42. Ret til Tørveskær kan af Haugeejer eller anden Ejer af Jord, hvori Andenmand har Tørveskær, kræves afløst, hvis det skønnes nødvendigt eller af overvejende Vigtighed for Grundens hensigtsmæssige Benyttelse eller Fredning, at Rettigheden ophører. Saafremt der ikke til Erstatning kan udlægges den tørveskærsberettigede Tørvejord, der er nogenlunde lige saa bekvemt beliggende for ham som den, han hidtil har haft Ret til at bruge, eller som er af saa meget større Mægtighed, at det opvejer en muligt mindre bekvem Beliggenhed, er Afløsningen desuden betinget af, at Tørveskærsretten skønnes at være af mindre betydning for den paagældende. Afløsningsmaaden saavel som Vederlagets Størrelse bestemmes ved Skøn (§ 45); dog er det den tørveskærsberettigede forbeholdt at kræve Afløsning i Penge.

§ 43. Kan Afløsning ikke ske efter disse Regler, skal der, om nogen af Parterne forlanger det, træffes Bestemmelser, sigtende til at forebygge Tvist imellem Parterne, saasom ved at begrænse Feltet for Rettens Udøvelse. Ved saadan Ordning af Forholdet iagttages, at Retten ikke formindskes, og at dens Udøvelse ikke gøres i nogen følelig Grad besværligere for den tørveskærsberettigede eller byrdefuldere for Ejeren.

§ 44. Den tørveskærsberettigede kan kræve Afløsning, naar følgende fire Betingelser er til Stede:

1. at den Jord, hvori han har Tørveskær, gøres til Genstand for Opdyrkning,

2. at en for ham betryggende Ordning overensstemmende med § 43 ikke lader sig gennemføre,

3. at det enten for Brugens Udøvelse eller for dens fremtidige Bevarelse skønnes nødvendigt, at Rettigheden afløses, samt

4. at der uden væsentlig Ulempe for Ejeren kan udlægges den tørveskærsberettigede saadan Tørvejord som angivet i § 42, 2det Punktum.

Kan saadan Tørvejord ikke udlægges, kan den tørveskærsberettigede, naar de 3 førstangivne Betingelser er til Stede, fordre Afløsning i Penge.


§ 45.
Tvist om, hvorvidt Afløsning kan kræves, eller om Erstatningens Art og Størrelse, afgøres - og Fastsættelse af Ordning efter § 43 sker - ved Voldgift eller eventuelt af Landvæsenskommissionen i Overensstemmelse med § 37.

§ 46. Enhver i Henhold til §§ 43 og 45 truffen Ordning af Forholdet mellem Ejer og tørveskærsberettiget kan efter ti Aars Forløb forlanges undergivet ny Prøvelse efter samme Regler. Det samme gælder Ordning, truffet under Udskiftning.

Sjette Afsnit.

Vedligehold af Vardeveje.

Kapitel 11.

§ 47. Lagtinget bemyndiges til at fastsætte Regler om Vedligehold af Vardeveje.

Syvende Afsnit.

Straf og Paatale. Rettergangsmaade. Lovens Ikrafttræden.

Kapitel 12.

§ 48. Overtrædelser af denne Lovs §§ 4, 15, 16, 17, 20, 21, 25, 2det Punktum, 27, sidste Punktum, 30, 2det Stykke, 31, 32, 2det Punktum, 39 og 40 straffes med Bøder, alt forudsat, at ikke strengere Straf efter Lovgivningens almindelige Bestemmelser er forskyldt.

Ved Overtrædelse af § 15 idømmes tillige en Tillægsbøde af 4 Kr. for hvert Lam, som uberettiget er mærket, og ved Overtrædelse af § 17 en Tillægsbøde af 8 Kr. for hver Vædder, som er tillagt mindre end foreskrevet.

Ved Overtrædelse af § 32, 2det Punktum, skal den skyldige tillige tilpligtes under Tvangsbøde at dræbe den paagældende Hund eller skaffe den bort fra Bygden.

4)Alle Bøder efter denne Lov tilfalder statskassen. Ved Overtrædelse af § 20 skal tillige de Faar, som ulovligt holdes i Særeje, være forbrudt til vedkommende sogns hjælpekasse.

§ 49.5) 7) Ved Overtrædelse af §§ 16, 31, 32, 2det Punktum, og 39 kan Paatale kun finde Sted, naar den begæres af nogen vedkommende Haugeejer, og ved Overtrædelse af §§ 15 og 17 kun, naar den begæres af nogen, der er Ejer i Hauge paa den paagældende Ø.

§ 50. Tvistigheder angaaende de i Loven omhandlede Rettigheder og Forpligtelser behandles efter Loven om Landvæsenskommissioner.

§ 51. Ved "Grandestævneloven" forstaas i denne Lov "Lov for Færøerne om Grandestævne m.m. af 18. Maj 1937"; ved "Hegnsloven" forstaas "Lov for Færøerne om Hegn og Markfred af 18. Maj 1937"; ved "Loven om Landvæsenskommissioner" forstaas "_Lov for Færøerne om Landvæsenskommissioner af 31.Marts 1926".

§ 52. Denne Lov træder i Kraft den 1. Juli 1938. Sysselmanden drager Omsorg for, at der i Tidsrummet fra 30. September til udgangen af December 1938 for hver Fælleshauge afholdes Haugestævne til Valg af Bestyrelse og Haugerøgtere. Fra Lovens Ikrafttræden ophæves Lov om Ordningen af de til Haugevæsenet paa Færøerne hørende Forhold af 23. Februar 1866 saavel som alle Bestemmelser, der er i Strid med nærværende Lov.

1) Broytt við Ll. nr. 55 frá 16.08.1962

2) Broytt við Ll. nr. 82 frá 19.06.1990

3) Broytt við MB nr. 6 frá 04.01.1944 og Ll. nr. 77 frá 25.05.2009.

4) Broytt við L. nr. 186 frá 07.06.1958

5) Broytt við Lb. nr. 555 frá 01.11.1984 om rettens pleje, sum sett í gildi við L. nr. 92 frá 23.02.1988, § 688

6) Sektin fer nú í ríkiskassan sbr. L. nr. 186 frá 07.06.1958.

7) Broytt við Ll. nr. 91 frá 07.06.2020.

 

 

L. nr. 172 frá 18.05.1937 fyri Føroyar um hagastýri og røkt v.m. sum seinast broytt við Ll. nr. 82 frá 19.06.1990 og Ll. nr. 77 frá 25.05.2009 og Ll. nr. 91 frá 07.06.2020.

Umseting av danska lógatekstinum

Umsetingin hevur ikki lógagildi, hon er ikki samtykt av løgtinginum og staðfest av løgmanni.Umsetingina hevur Dánjal J. Bærentsen frv,. landsdjóralækni gjørt.

Fyrsti partur.

Stýrið.

1. Kapittul.

Hagastevna.

§ 1. Í felagshaga hevur hagastevnan evsta myndugleika.

Við "felagshaga" er at skilja í hesi lóg hagi, sum er samogn (feli) hjá 2 ella fleiri eigarum. Fyri almenna jørð hevur brúkarin myndugleika at virka eigarans vegna, uttan so at tað í einstøkum føri er tikin onnur avgerð av avvarðandi myndugleika.

 


§ 2.
Hagastevnan verður kallað saman við í minsta lagi 8 daga varningi (sbr. tó §§ 4, 20, 22 og 25); hon skal koma saman, tá ið stýrið heldur tað vera neyðugt, eins væl og tá ið røktingarmenninir ella ein fjórðingur av eigarunum ella so mangir, sum eiga ein fjórðing av markatalinum í haganum, krevja tað. Tað liggur á stýrinum at kalla saman, um tílíkt er til, og annars á eigara ella røktingarmanni, sum ynskir stevnuna kallaða saman. Um hon verður hildin um somu tíð sum grannastevna, er sýslumaðurin skyldugur at standa fyri samráðingunum á hagastevnuni, og dagurin, tá ið hon skal haldast, verður tá ásettur eftir regluni í grannastevnulógini § 5, síðsta stykki. Aðramáta stendur fyri samráðingunum ein fundarstjóri, valdur millum og av teimum hjáverandi eigarunum við atkvøðumeiriluta; standa atkvøðurnar á jøvnum, ger lutakast munin. Fyri samráðingini og atkvøðugreiðsluni galda reglurnar í grannastevnulógini §§ 7a, 8 - 11 og 13.

§ 3. Hagastevnan kann taka avgerð viðvíkjandi røkt av haganum og nýtslu av felagsrættindum í málum, sum ikki í lóggávuni er víst til aðra avgerð.


Reglur kunnu setast fyri hagagongd hjá eigarunum, sbr. § 41 í hegnlógini.

 

2. Kapittul

Stýri.

§ 4. Eru fleiri enn fimm eigarar um ein felagshaga, skal hann hava eitt stýri, samansett av trimum ella fimm limum, sum hagastevnan ger av. Hagastevnan velur stýrið; ávikavist verða tveir og tríggir limir valdir við atkvøðumeiriluta eftir markatali, meðan ávikavist ein limur og tveir limir verða valdir við atkvøðumeiriluta eftir talinum á teimum við atkvøðurætti. Stevnan skal kallast saman við í minsta lagi 14 daga varningi.

Regluligt val skal haldast annaðhvørt ár í tíðarskeiðnum frá 15. oktober til endan á desember. Tænastutíðin tekur við frá 1. januar. Hvør eigari, ið býr í bygdini, sum hagin liggur til, og hvør brúkari av almennari jørð er skyldigur at taka við vali; tað sama er galdandi fyri uppsitara fyri eigara, sum er avbygdamaður. Røktingarmenn í avvarðandi haga kunnu, hóast teir ikki eru eigarar, veljast í hagastýrið.Tann, sum hevur fylt 60 ár, er undantikin; somuleiðis kann tann, sum hevur verið limur í fýra ár, bera seg undan at taka við vali tey næstu fýra árini; men hesar undantøkur galda tó bert, tá ið onkur annar er skyldigur at taka við vali.

Stýrislimirnir standa hvør sær til svars fyri, at hagastevnan í tímiligari tíð verður kallað saman til stýrisval, og at valúrslitið innan 14 dagar verður boðað sýslumanninum, sum førir lista yvir tær móttiknu fráboðanirnar. Er einki stýri, liggja tær nevndu treytirnar á tí størsta í bygdini búsitandi luteigara ella brúkara av almennari jørð.

 
§ 5. Stýrið velur formann og næstformann. Tað skal varða um regluliga røkt av haganum og syrgja fyri, at hendan fer fram soleiðis, at ansa verður í øllum føri eftir tørvi eigaranna. Fyri at stýrið kann gera bindandi samtykt, krevst, at meiri enn helvtin av limunum atkvøða fyri samtyktini. Stýrið ger av um uppslepping og tøku av seyði. Tað syrgir fyri, at skorið verður upp og at alt annað neyðugt arbeiði í haganum verður gjørt í tøkum tíma og á gagnligasta og sparsamasta hátt. Tað ansar eftir, at hvør avvarðandi ger sína skyldu, og kann fyri kostnað hjá tí vansketna lata bønarfólk gera arbeiðið.

Í øllum førum skal tað ráðleggja við røktingarmenninar um málið. Tað hevur eftirlit við, at hesir gera skyldur sínar.

 

§ 6. Í móti triðjamanni (herundir eisini einstøkum eigara, ið vil føra fram ein sær tilskilaðan rætt móti felaginum, ella øvugt) kann stýrið í øllum málum, sum viðvíkja haganum sum felag, standa fram tess vegna. Tað kann soleiðis í tílíkum málum stevna og verða stevnt felagsins vegna og yvirhøvur umboða felagið fyri rættinum eins væl og fyri sáttar-, útskiftingar-, landbúnaðar- og yvirlandbúnaðarstevnini. Er einki stýri valt og fráboðað sýslumanninum, stendur tað til tann, sum vil stevna felaginum, frítt at stevna, hvønn hann vil, av hagaeigarunum felagsins vegna.

 

 

§ 7. Í mun til hagaeigararnar er stýrið at meta sum fulltrúi. Eins og stýrið tí eigur at rætta seg eftir fyriskipanum um røktina, sum hagastevnan samtykkir, soleiðis eigur tað at kalla hagastevnuna saman, tá ið týdningarmiklari mál koma fyri, og skal altíð gera tað, tá ið tað velst um rættarmál fyri ella í móti felaginum.

§ 8. Stýrið skal føra roknskap fyri fyrisiting sína av peninginum hjá haganum og halda skil og rættleika í hesum. Fyri hesum stendur hvør einstakur stýrislimur til svars. Roknskapurin skal leggjast fram fyri hvørt álmanakkaár, í seinasta lagi innan 1. februar árið eftir, og skal leggjast fram á hagastevnu innan 14 dagar eftir tí.

Fyri almennajørð hevur stýrið skyldu, tá ið spurt verður, at greiða frá øllum viðvíkjandi haganum, sum avvarðandi almenni myndugleiki spyr um.

 
3. Kapittul.

Røktingarmenn.

§ 9. Fyri hvønn haga skal í minsta lagi vera ein røktingarmaður. Fyri felagshaga ger hagastevnan av røktingarmannatal og løn teirra og velur teir; valið fer fram við atkvøðumeiriluta av eigarum og brúkarum eftir markatali. Hevur hagastevnan ikki tikið hesar avgerðir, liggur tað á stýrinum at taka tær.

§ 10. Røktingarmenninir skulu standa fyri seyðarøktini, fjallgonguni og markingini og eisini øllum øðrum arbeiði í haganum. Teir eiga at ansa eftir, at avgerðirnar um skipanina í haganum og avgerðirnar um frið í haganum (sbr. §§ 20-22, 26-29, 31, 41-43 í hegnlógini) verða hildar, og øvugt at skipanin í haganum ikki gongur inn á fremmanda ogn, soleiðis at hagaeigararnir verða fyri missi og ábyrgd av hesum. Teir gera av um uppslepping og tøku, tá ið eigari ella stýrið ikki hava gjørt hetta.

§ 11. Røktingarmenninir standa í tænastu síni eigarunum til svars og skulu rætta seg eftir teimum forskriftum sum hagastevnan ella hagastýrið gevur teimum. Teir skulu, tá ið tann einstaki eigarin ella brúkarin krevur tað, greiða honum frá tali og standi á seyðinum, ið honum er litið upp í hendur, og eisini røktini í haganum v.m.

§ 12. Røktingarmaður skal vanliga siga upp tænastu sína innan tann 1. september, men hann kann tó ikki fara úr starvi sínum, fyrr enn fjallgongan eftir brundseyði er gingin, uttan so at hann fer at bygdini ella umstøðurnar gerast honum ómøguligar at halda fram í tænastu síni.

 

Annar partur.

Skipanin.

4. Kapittul.

Seyður.

A. Seyðamarkingin.

§ 13. Í hvørjum haga skal nýtast eitt ávíst mark til allan seyðin í haganum ella, um neyðugt, fleiri mark til ymisk seyðafylgir í haganum, sbr. § 20, punkt 3b. Sama mark kann ikki nýtast í tveimum høgum á somu oyggj.


§ 14.
Mál, sum viðvíkja markabroytingum, skulu viðgerast á grannastevnu. Sýslumaðurin skal síðan leggja tey fram fyri amtmannin til avgerðar.

§ 15. Eingin annar enn røktingarmenn hagans kunnu av sínum eintingum fáast við at marka seyð.

§ 16. Ærseyður, sum ikki hoyrir til hagan, men á fjalli er komin upp í gonguna, skal á rættini frámerkjast við sløðuri, tá ið ikki vissa er fyri, at lamb hennara er markað rætt.

 

B. Brundseyður.

§ 17. Røktingarmenninir skulu gera brundseyðir upp av teimum bestu, sum eru í haganum. Til hetta verða gjørd upp 1 veðurlamb fyri hvørjar 33 ella 1 veðrur fyri hvørjar 40 ærseyðir í haganum. Verða færri slept upp, skulu røktingarmenninir sum skjótast boða sýslumanninum frá, sum kannar, um nakar ber ábyrgd av hesum.

 

 

C. Eigaraviðurskifti viðvíkjandi áseyðinum.

§ 18. Í felagshaga skal, tá ið ikki annað er samtykt sambært § 20, allur áseyðurin vera feli hjá øllum eigarum eftir markatali teirra. Áseyðatalið ger hagastevnan av. Seyðurin fylgir jørðini í hvørji avhending og arvi; hann kann ikki við úttøku skiljast frá jørðini.

 

§ 19. Sjálvt um áseyðurin er feli, kann hagastýrið tó loyva røktingarmanni at hava eitt ávíst tal av seyði í haganum sum viðurgjald fyri arbeiði hansara, eins og hagastýrið kann loyva, at einstakir seyðir fyribils ganga í haganum fyri eitt av stýrinum ásett viðurgjald, ið legst til hagan.

§ 20. Kenning í seyðaskipanini ella pørtum av henni er bert loyvd við fylgjandi treytum:

1. Viðtøka um hetta skal vera samtykt á hagastevnu, sum er kallað saman við í minsta lagi 3 mánaða varningi. Fyri at samtyktin fær gildi krevst, at hon er samtykt av so mongum við atkvøðurætti, ið tilsamans eru í minsta lagi:

a) tveir triðingar av øllum við atkvøðurætti og

b) helvtini av øllum markatalinum í haganum.

2. Í viðtøkuni skal vera skilað til, hvussu stór skipanin skal vera í øllum haganum, og um øll skipanin skal vera kenning ella bert ein partur av henni, og hvør.

3. Í viðtøkuni skal harafturat vera skilað til:

a) at røktin verður umsitin av røktingarmonnum, valdir á hagastevnuni ella av stýrinum, sbr. § 9;

b) at seyður hjá hvørjum eigara sær - umframt tað ávísa hagamarkið (§13) - skal hava frámerki, sum sýslumaðurin skal góðkenna, áðrenn tað verður nýtt;


c) at brundseyðir skulu frammanundan takast úr og samsýnast eigaranum eftir meting.

§ 21. Røktingarmenninir skulu beinanvegin boða sýslumanninum frá øllum, sum gongur í móti kenning í seyðaskipanini § 20.

§ 22. Kenning kann sigast úr gildi við viðtøku, samtykt á hagastevnu, kallað saman við í minsta lagi 3 mánaða varningi. Fyri at samtyktin fær gildi krevst, at hon er samtykt av so mongum við atkvøðurætti, ið tilsamans í minsta lagi eru:

a) helvtin av talinum á øllum við atkvørurætti og

b) einum triðingi av øllum markatalinum í haganum.

§ 23. kenning dettur burtur, skulu teir eigarar, sum ikki hava fulla skipan, keypa frá teimum, sum hava seyð til avlops, til allir hava seyð sambært markatali teirra. Tann seyður, soleiðis verður seldur og keyptur av hagaeigarum sína millum, verður goldin við fullum virði. Eru partarnir ósamdir um virðið, verður tað ásett við lógligari meting.

§ 24. 1) Skeyti ella annað avhendingarskjal viðvíkjandi hagajørð, har kenning er, skal skila til, hvussu nógvur kenningarseyður fylgir við jørðini. Um so ikki er, skal tað við tinglesingini tilskilast skjalinum rættarummæli.

Við festiskifti ella avhending av tænastujørð í haga, har kenning er skal, fráfarandi brúkari eigur ogn í sama haga, øll seyðaskipan hansara býtast líka til alla jørð hansara eftir markatali.

 

5. Kapittul.

Ross.

§ 25. Rossaskipanina í haganum ger hagaeigarin av ella, um tað er felagshagi, hagastevnan, kallað saman við í minsta lagi 1. mánaðar varningi. Ger hagaeigarin (hagastevnan) av, at skipanin skal vera størri enn 1 ross upp á mørkina, skal avgerðin sum skjótast boðast sýslumanninum. Hesin sær til at kunngera hetta í næstu bygdini við uppslagi ella á annan nýtiligan hátt. Hóast ta av hagaeigaranum (hagastevnuni) sambært fyrsta punktum tiknu avgerð kunnu hagaeigararnir í bygdini í felag við grannastevnuviðtøku gera av, at tað í bygdarhøgunum skal kunna frælsast upp til 1 ross á mørkina.

 

 

Fyl undir 1 ár telja ikki við í undannevnda føri.

§ 26. Luteigari í felagshaga kann leiga út rætt sín til rossahald. Teir einstøku luteigararnir kunnu sjálvir gera av, um skipanin skal vera serogn ella samogn hjá nøkrum ella øllum luteigarunum.

 

§ 27. Sýslumaðurin skal hvørt ár á grannastevnu krevja frágreiðing frá bygdarmonnunum um, hvussu mong ross eru í bygdini, og í hvørjum høgum tey hava frælsi, og skriva um hetta í løgreglugerðabókina. Hvør tann, sum hevur ross í nøkrum haga í bygdini, skal tá, um nakar luteigari í tílíkum haga krevur tað, greiða frá, við hvørjum rætti hann hevur ross.

6. Kapittul.

Gæs.

§ 28. Viðtøku um, hvørt loyvt skal vera at hava gæs í haganum (við í tí tal, gjald v. m.), ger hagaeigarin av (í felagshaga hagastevnan).

 
Triði partur

Ymiskar reglur um hagarøktina.


7. Kapittul.

§ 29. Í felagshaga eigur hvør eigari samsvarandi markatali sínum nýtslurættin til seyðahald, rossahald og gásahald í haganum eins og øll til hagan liggjandi rættindi, sum ikki annað í lóggávuni er ásett um.

Samsvarandi hesum verður inntøka og útreiðsla býtt av allari felagsnýtslu av haganum ella til hendan liggjandi rættindi eins væl og alt arbeiði, ið kemur fyri av hesum.

§ 30. 10inda hvørt ár skal sýslumaður skipa fyri á grannastevnu at velja menn at ganga um mark í bygdarhøgunum. Teir verða valdir av hagaeigarunum og brúkarunum teirra millum fyri hvønn haga við atkvøðumeiriluta eftir markatali. Verður einki val, tilnevnir sýslumaðurin teir.

Menninir skulu síðan sum skjótast ganga um hagamarkini í samgongu. Er ósemja um tað, ger tann elsti av monnunum av, nær í samgongan skal vera. Eftir marknagonguna skulu teir hvør sær siga teimum avvarðandi hagaeigarunum (í felagshaga stýrinum, um tílíkt er til) frá úrslitinum av marknagonguni; skuldi við hesum nakar ivi komið fram, hvar ið rætta markið er, kunnu menninir ikki taka avgerð um het-ta.

 

Útreiðslan av at seta mark og viðlíkahald skal býtast líka millum hagarnar við sama markaskili.

§ 31. Røktingarmenninir skulu við kvøldvarningi gera teimum avvarðandi boð til alt arbeiði í haganum, uttan so at hagastevnan hevur gjørt øðrvísi av; við sama varningi skulu teir gera avvarðandi grannum samgonguboð, uttan so at øðrvísi er samtykt teirra og hagaeigaranna millum.


§ 32.
2) (avtikin)

§ 33.2) (avtikin)

Fjórði partur.

Rætturin til bit hjá hagaseyði innangarðs.


8. Kapittul.

§ 34. Rættin til bit hjá seyði á bøi ella aðrari innangarðsjørð eigur í tíðini frá 25. oktober til 14. mai eigarin av omanfyri liggjandi haga, uttan so at annað lógligt er fyrisett.


Í teimum bygdum, har ið innangarðsjørðin er matrikulerað sambært kunngerð nr. 198 frá 15. juli 1931, hevur hvør eigari, sum hevur kenning og eigur rætt til vetrarbit á bønum, heimild at tilskila sær hendan á sínum bøi einans fyri egnum seyði ímóti at siga frá sær annan rætt til bit á bøi og ímóti í omanfyri nevnda tíðarskeiði at halda bø sín væl og virðiliga innstikaðan.


Hvør bøeigari ella brúkari skal hava heimild til í tíðini, sum bøurin liggur opin fyri seyðabiti, at stika inn og friða lendi, sum er sátt við grasfræi, í tvey fylgjandi ár eftir sáingina. Tó kann bert upp til 1/4 av bønum hjá avvarðandi eigara ella brúkara stikast inn. Hagastýrið skal í hvørjum einstøkum føri fáa boð um tílíkt stik.


§ 35.
Verður broyting av bittíðini ynskjandi ella neyðug, verður málið um ikki loyst í sátt og semju at gera av á landbúnaðarstevnuni.


Framleinging av bittíðini um várið kann fara fram við játtan frá so mongum, sum eiga ella brúka tveir triðingar av avvarðandi bøi (roknað eftir skattamerkum) eins og stytting av tíðini bæði um várið og um heystið kann fara fram, tá ið so mangir játta, sum eiga ella brúka tveir triðingar av honum ella av høgunum við bitrætti (roknað eftir markatali). Tílík frávik galda tó bert tað eina várið ella heystið og ikki longri tíð enn 2 vikur.

 

Reglurnar í hesi grein verða ikki at nýta viðvíkjandi jørð, ið er stikað inn sambært reglunum í § 34, 2. og 3. stykki.

§ 36.3) Rætturin til bit á dyrkaðum trøðum kann bæði av eigaranum og hagaeigaranum krevjast endaliga loystur av , um so er, at slík avloysing ikki forðar fyri vetrarbiti á teimum ikki vetrarfriðaðu lendunum. Harumframt kann avloysing á sama hátt krevjast, tá ið avvarðandi lendi ætlast nýtt til trægróðurseting ella nýgerð av urtagarði ella fiskaplássi ella tílíka við bit ósambærliga nýtslu. Avloysingin fer fram fyri fult endurgjald av virðinum á bitrættinum.


§ 37
. Er ósemja um, hvørt avloysing kann krevjast, ella er ósemja um støddina á endurgjaldinum, verður málið gjørt av við gerðarrætti av 2 monnum, ein valdur av hvørjum parti sær. Hevur annar parturin ikki innan 4 vikur aftaná, at heitt er á hann til tess, valt ein gerðarrættarmann, eigur hin parturin rætt at velja báðar menninar. Hesir velja ein ástøðumann, áðrenn teir fara undir viðgerðina; eru teir ósamdir um at velja hann, velur sýslumaðurin hann.

Gerðarrættarúrskurðurin kann innan 4 vikur skjótast inn fyri landbúnaðarstevnuna.

§ 37 a.3) Í seinasta lagi 4 vikur eftir, at endurgjaldsmálið er endaliga avgjørt, skal eigarin av lendinum, sum talan er um, rinda endurgjaldsupphæddina til eigaran, sum eigur bitið, í felagshaga til hagastýrið.

Stk. 2. Tá tað snýr seg um landsjørð verður endurgjaldsupphæddin rindað Búnaðar­grunninum.Haðani verður upphæddin annaðhvørt rindað festara heilt ella lutvíst, um tað á festinum verða gjørdar ábøtur til at betra um raksturin, ella hagastýrinum, um ábøtur eru gjørdar í felagshaga.

 

Fimti partur.

Um avmarkaða nýtslu av haganum.

9. Kapittul.

Summarhagi hjá neytum.

§ 38. Hagaeigarin - ella, um tað er felagshagi, hagastevnan - kann haganum viðvíkjandi gera av, hvør ið kann lata neyt ganga á biti í haganum, og um viðurgjald skal latast fyri bitið, og tá í tí føri taka tær gjøllari neyðugu avgerðirnar um stødd á viðurlagnum v.m. Tykir onkrum rætt sín skerdan av tílíkari avgerð, kann hann skjóta hana inn fyri landbúnaðarstevnuna. Tað sama verður, um tveir ella fleiri klandrast um heimildina til ella støddina á rætti teirra til bit í haga, tó at í tí føri skal hagaeigarin (í felagshaga stýrið) kallast inn sum partur.

 

10. Kapittul.

Torvskurður.

§ 39. Í torvheiðum, sum ikki eru býttir teirra millum, sum í teimum eiga torvskurðarrætt, kann hvør teirra bert skera torv til neyðugt húsbrúks.

Hvørt torvheiðar eru býttir ella ikki, kann hagaeigarin (í felagshaga hagastevnan) fyriseta relgur um nýtsluna av torvskurðarrættinum, sum tó ikki mugu stríða ímóti reglunum í hesi lóg, og áseta viðurlag fyri torvskurð í haganum. Tann, sum tykir rætt sín skerdan av tílíkari avgerð, kann skjóta hana inn fyri landbúnaðarstevnuna.

§ 40. Hvør tann, ið sker torv í haga, skal ganga soleiðis um, at tað skaðar hagan sum minst. Serliga skal hann leggja seg eftir forsvarligum avgrevstri, soleiðis at svørðurin ikki verður skaddur meira enn neyðsýnt; hann skal harumframt veita vatnið frá torveygunum, um tað annars hevði verðið standandi, og ikki lata torv ella annan grevstur sløðast um hógvin.


Torveygað skal harumframt beinan vegin leggjast aftur við avgrevstrinum.

§ 41. Sýslumaður skal í tíðarskeiðnum frá 1. juli til 15. november, um røktingarmaður ella hagaeigari klagar um hagreiðing av torvheiðum, og, um eingin klaga kemur, tá ið longsta lagi 5 hvørt ár, fara um torvheiðarnar við tilnevndum vitnum at hyggja eftir, um teir vera umgingnir forsvarliga. Umfaringin verður lýst við kvøldvarningi við komuboði til røktingarmenninar í avvarðandi haga og kunngerð í tí bygd, sum hagin hoyrir til.

Tykjast torvheiðarnir umgingnir óforsvarliga, boðar sýslumaðurin avvarðandi undir dagsekt at væla um tey funnu brekini innan eina av honum ásetta frest. Røktingarmenninir í haganum hava skyldu at fylgja sýslumanninum til umsjónina og at ávísa torvheiðarnar; teir hava somuleiðis skyldu, tá ið sýslumaðurin krevur tað, at síggja til, at tey av honum givnu boð viðvíkjandi umvæling av brekum verða fylgd, og annars at boða honum frá tí.

Viðvíkjandi torvheiðum uttan um Tórshavn verður tað verandi við teimum um hesar galdandi reglum; broytingar í hesum kunnu gerast av ráðharradeildini fyri landbúnað og fiskivinnu eftir tilmæli frá løgtinginum.

§ 42. Torvskurðarrættur kann av hagaeigara ella øðrum eigara av jørð, sum annar maður hevur torvskurð í, krevjast loystur av, um tað metist neyðugt ella av almiklum týdningi fyri hóskandi brúki ella friðing av lendinum, at rættindini halda uppat. Um tað ikki í staðin fyri til tann, sum eigur torvskurðarrættindini, kunnu leggjast av torvheiðar, sum nøkulunda liggja líka væl fyri hjá honum sum teir, hann higartil hevur havt rætt at nýta, ella eru so mikið størri í dygd, at tað vigar upp ímóti at liggja óhøgliga fyri, er avloysingin harumframt treytað av, at torvskurðarrætturin metist at vera av minni týdningi fyri tann avvarðandi. Avloysingarhátturin eins væl og viðurlagsstøddin verða gjørd av við meting (§ 45); tó er tað tilskilað honum, ið eigur torvskurðarrættindi, at krevja avloysing í peningi.

 
§ 43. Kann avloysing ikki fara fram eftir hesum reglum, skulu, um nakar av pørtunum krevur tað, takast avgerðir, ið miða ímóti at fyribyrgja ósemju partanna millum, eitt nú við at avmarka støðið undir at útinna rættindini. Við tílíkari skipan av viðurskiftinum skal gevast gætur, at rættindini ikki verða skerd, og at útinningin av teimum ikki í nakran týðuligan mun gerst tvørligari fyri tann, ið eigur torvskurðarrættindi, ella truplari fyri eigaran.

§ 44. Tann, ið eigur torvskurðarrættindi, kann krevja avloysing, tá ið fylgjandi treytur eru har:

1. at tað lendið, sum hann sker torv í, skal nýtast til uppdyrkingar,


2. at ein fyri hann tryggjandi skipan sambært § 43 ikki kann fremjast,


3. at tað annaðhvørt fyri at útinna nýtsluna ella fyri at varðveita hana í framtíðini metist neyðugt, at rættindini verða avloyst, og eisini

4. at tað uttan stórvegis ampa fyri eigaran kunnu leggjast av til tann, ið eigur torvskurðarrættindi, tílíkir torvheiðar, sum tilskilað í § 42, 2. punktum.

Kunnu tílíkir torvheiðar ikki leggjast av, kann tann, ið eigur torvskurðarrættindini, tá ið tær 3 fyrst tilskilaðu treytirnar eru har, krevja avloysing í peningi.

§ 45. Ósemja um, hvørt avloysing kann krevjast, ella um slag og stødd á endurgjaldinum, verður gjørt av - og áseting av skipan eftir § 43 fer fram við gerðarrætti ella møguliga av landbúnaðarstevnuni sambært § 37.

§ 46. Hvør sambært §§ 43 og 45 gjørd skipan um viðurskiftini millum eigara og tann, ið eigur torvskurðarrættindini, kann 10 ár aftaná krevjast løgd undir nýggja roynd eftir somu reglum. Tað sama er galdandi fyri skipan, ásett undir útskifting.

Sætti partur.

Um at halda varðagøtur.

11. Kapittul.

§ 47. Løgtingið hevur heimild at áseta reglur um hald av varðagøtum.

Sjeyndi partur.

Revsing og átala. Rættargangsháttur. Nær lógin kemur í gildi.

12. Kapittul.

§ 48. Brot á §§ 4, 15, 16, 17, 20, 21, 25, 2. punktum, 27, siðsta punktum, 30, 2. stykki, 31, 32, 2. punktum, 39 og 40 í hesi lóg verða revsað við sekt, alt treytað av, at ikki harðari revsing eftir vanligum reglum í lóggávuni er uppiborin.

 Brot á § 15 verður harumframt sektað eyka við 4 kr. fyri hvørt lamb sum órættiliga er markað, og fyri brot á § 17 eyka við 8 kr. fyri hvønn brundseyð, sum er sleptur upp færri enn fyrisett.


Við brot á § 32, 2. punktum skal tann seki við tvingsilssekt geva seg undir at avlíva avvarðandi hund ella beina hann úr bygdini.


4) Allar sektir eftir hesi lóg fara í ríkiskassan. Við brot á § 20 skal harumframt tann seyður, sum ólógliga verður hildin sum kenning, verða mistur til frama fyri avvarðandi sóknarhjálparkassa.

§ 49.5) 7)Við brot á §§ 16, 31, 32, 2. punktum, og 39 kann átala bert fara fram, tá ið hon verður kravd av onkrum avvarðandi hagaeigara, og við brot á §§ 15 og 17 bert, tá ið hon verður kravd av onkrum, ið er eigari í haga á avvarðandi oyggj.

§ 50. Ósemjur viðvíkjandi teimum í lógini umrøddu rættindum og skyldum verða viðgjørdar eftir lógini um landbúnaðarstevnur.

§ 51. Við "grannastevnulógini" er at skilja í hesi lóg "Lov for Færøerne om Grandestævne m.m. af 18. Maj 1937"; við "hegnlógini" er at skilja "Lov for Færøerne om Hegn og Markfred af 18. Maj 1937"; við "lógini um landbúnaðarstevnur" er at skilja "Lov for Færøerne om Landvæsenskommissioner af 31. Marts 1926".


§ 52.
Henda lóg fær gildi tann 1. juli 1938. Sýslumaðurin sær til, at tað í tíðarskeiðinum frá 30. september til endan á desember 1938 fyri hvønn felagshaga verður hildin hagastevna at velja stýri og røktingarmenn. Frá , at lógin fær gildi, fer úr gildi lóg um skipanina av teimum til hagamálið í Føroyum hoyrandi viðurskifti frá 23. februar 1866 eins og allar reglur, ikki samsvara við hesa lóg.

1) Broytt vil Ll. nr. 55 frá 16.08.1962

2) Broytt við Ll. nr. 82 frá 19.08.1990

3) Broytt við MB. nr. 6 frá 04.01.1944 og Ll. nr. 77 frá 25.05.2009

4) Broytt við L. nr. 186 frá 07.06.1958

5) Broytt við Lb. nr. 555 frá 01.11.1984 om rettens pleje, sum sett í gildi við L. nr. 92 frá 23.02.1988, § 688.

6) Sektin fer nú í ríksikassan sbr. L. nr. 186 frá 07.06.1958.

7) Broytt við Ll. nr. 91 frá 07.06.2020.