Hagalóg
L. nr. 172 frá 18.05.1937 fyri Føroyar um hagastýri og røkt v.m., sum seinast broytt við Ll. nr. 82 frá 19.06.1990 og Ll. nr. 77 frá 25.05.2009.
|
L. nr. 172 af 18.05.1937 for Færøerne
om Haugers Styrelse og Drift m.m., sum seinast broytt við Ll. nr. 82 fr
19.06.1990 og Ll. nr. 77 frá 25.05.2009. Første Afsnit. Styrelsen. Kapitel 1. Haugestævne. § 1. I Fælleshauge er den øverste Myndighed hos
Haugestævnet. Ved "Fælleshauge" forstaas i
denne Lov Hauge, som er i Sameje mellem 2 eller flere Ejere. For Jord i
offentligt Eje er Brugeren bemyndiget til at optræde paa Ejerens Vegne,
medmindre der i enkelte Tilfælde af vedkommende Myndighed er truffet anden
Bestemmelse. § 2. Haugestævnet sammenkaldes med mindst 8 Dages
Varsel (jfr. dog §§ 4, 20, 22 og 25); det skal sammentræde, naar Bestyrelsen
finder det nødvendigt, saavel som naar Haugens Røgtere eller en Fjerdedel af
Ejerne eller saa mange, som ejer en Fjerdedel af Haugens Marketal, forlanger
det. Sammenkaldelsen paahviler Bestyrelsen, om saadan er til, og ellers den
Ejer eller Haugerøgter, som ønsker Stævnet sammenkaldt. Saafremt det holdes
samtidig med Grandestævne, er Sysselmanden pligtig at lede Forhandlingerne
paa Haugestævnet, og Dagen for dettes Afholdelse berammes da efter
Bestemmelsen i Grandestævnelovens § 5, sidste Stykke. Ellers ledes
Forhandlingerne af en Ordstyrer, valgt blandt og af de tilstedeværende Ejere
med Stemmeflerhed; falder Stemmerne ved Valget lige, gør Lodtrækning
Udslaget. Om Forhandlingen og Afstemningen gælder Reglerne i
Grandestævnelovens §§ § 3. Haugestævnet kan træffe Afgørelse i ethvert
Haugens Drift og Udøvelsen af de fælles Rettigheder vedrørende Anliggende,
som ikke ved Lovgivningen er henvist til anden Afgørelse. Det kan fastsætte Regler for Ejernes
Færdsel i Haugen, jfr. Hegnslovens § 41. Kapitel 2. Bestyrelse. § 4. Ejes Fælleshauge af mere end fem Ejere, skal den
have en Bestyrelse, bestaaende af tre eller fem Medlemmer efter Haugestævnets
Bestemmelse. Haugestævnet vælger Bestyrelsen; henholdsvis to og tre Medlemmer
vælges med Stemmeflerhed efter Marketal, medens henholdsvis et Medlem og to
Medlemmer vælges med Stemmeflerhed efter de stemmendes Antal. Stævnet skal
sammenkaldes med mindst 14 Dages Varsel. Ordentligt Valg afholdes hvert andet
Aar i Tidsrummet fra 15. Oktober til Udgangen af December. Tjenestetiden
regnes fra 1. Januar. Enhver Ejer, som bor i den Bygd, hvortil Haugen hører,
og enhver Bruger af Jord i offentligt Eje er pligtig at modtage Valg; det
samme gælder Opsidder for Ejer, som bor uden for Bygden. Vedkommende Hauges
Røgtere kan, selv om de ikke er Ejere, vælges til Medlemmer af Bestyrelsen.
Den, der har fyldt 60 Aar, er fritaget; ligesaa kan den, der har været Medlem
i fire Aar, undslaa sig for at modtage Valg i de næste fire Aar; men disse
Fritagelser gælder dog kun, naar nogen anden er pligtig at modtage Valg. Bestyrelsens Medlemmer er hvert for sig
ansvarlige for, at Haugestævnet i betimelig Tid sammenkaldes til Valg af
Bestyrelse, og at Valgets Udfald inden 14 Dage meldes til Sysselmanden, som
fører Fortegnelse over de modtagne Anmeldelser. Er ingen Bestyrelse til,
paahviler de nævnte Pligter den største i Bygden boende Lodsejer eller Bruger
af Jord i offentligt Eje. § 5. Bestyrelsen skal vælge en Formand og en
Næstformand. Den skal varetage Haugens regelmæssige Drift og drage Omsorg
for, at denne foregaar saaledes, at Ejernes Tarv i alle Maader iagttages. For
at Bestyrelsen kan tage gyldig Beslutning, kræves, at over Halvdelen af dens
Medlemmer stemmer for Beslutningen. Bestyrelsen tager Bestemmelse om Tillæg
og Slagt af Faar. Den sørger for, at Afgrøftning og alt andet nødvendigt
Arbejde i Haugen udføres i rette Tid og paa nyttigste og sparsommeligste Maade.
Den paaser, at enhver paagældende efterkommer sin Pligt, og kan paa den
forsømmeliges Bekostning lade Arbejdet udføre ved lejede Folk. I alle disse Tilfælde skal den overlægge
Sagen med Haugens Røgtere. Den fører Tilsyn med, at disse overholder deres Pligter. § 6. I Forhold til Trediemand (derunder ogsaa enkelt
Ejer, der vil gøre en ham tilkommende Ret gældende mod Fælliget, eller
omvendt) kan Bestyrelsen i alle Anliggender, der vedrører Haugen som et
Fællig, optræde paa dettes Vegne. Den kan saaledes i deslige Anliggender
sagsøge og sagsøges paa Fælligets Vegne og i det hele repræsentere Fælliget
for Retten saavel som for Forligs-, Udskiftnings-, Landvæsens- og
Overlandvæsenskommissionen. Er ingen Bestyrelse valgt og anmeldt til
Sysselmanden, staar det den, som vil søge Fælliget, frit for at søge, hvem
han vil, af Haugens Ejere paa Fælligets Vegne. § 7. I Forhold til Haugens Ejere er Bestyrelsen at
anse som Fuldmægtig. Ligesom Bestyrelsen derfor har at rette sig efter de Forskrifter
for Driften, som Haugestævnet vedtager, saaledes har den at sammenkalde
Haugestævnet, naar vigtigere Anliggender forefalder, og skal altid gøre det,
naar der er Spørgsmaal om Søgsmaal af eller imod Fælliget. § 8. Bestyrelsen skal føre Regnskab over sin
Forvaltning af Haugens Pengemidler og gøre Rede og Rigtighed derfor. Herfor
er hvert enkelt Medlem af Bestyrelsen ansvarligt. Regnskabet skal aflægges
for hvert Kalenderaar, senest inden 1. Februar i det følgende Aar, og skal
forelægges paa Haugestævne inden 14 Dage derefter. For Jord i offentligt Eje er Bestyrelsen
pligtig til paa Forespørgsel at give alle Oplysninger om Haugen, der begæres
af vedkommende offentlige Myndighed. Kapitel 3. Haugerøgtere. § 9. For hver Hauge skal der være mindst 1 Haugerøgter.
For Fælleshaugefastsætter Haugestævnet Haugerøgternes Antal og Løn og vælger
dem; Valget foretages med Stemmeflerhed af Ejere og Brugere efter Marketal.
Har Haugestævnet ikke truffet disse Bestemmelser, paahviler det Bestyrelsen
at træffe dem. § 10. Haugerøgterne skal forestaa Faarenes Røgt,
Fjeldgangene og Mærkningen samt alt andet Arbejde i Haugen. De har at paase,
at Bestemmelserne om Haugens Besætning og Bestemmelserne om Fred i Haugen
(jfr. Hegnslovens §§ 20-22, 26-29, 31, 41-43) overholdes, og at omvendt
Haugens Besætning ikke trænger ind paa fremmed Ejendom, saaledes at deraf kan
opstaa Tab eller Ansvar for Haugens Ejere. De tager Bestemmelse om Tillæg og
Slagt, naar Ejer eller Bestyrelse ikke har gjort dette. § 11. Haugerøgterne er i deres Tjeneste Ejerne
ansvarlige og skal rette sig efter de Forskrifter, som gives dem af
Haugestævnet eller Haugens Bestyrelse. De skal paa den enkelte Ejers eller
Brugers Forlangende meddele ham Forklaring om de dem betroede Faars Antal og
Tilstand samt Røgt i Haugen m.m. § 12. Haugerøgter skal i Regelen opsige sin Tjeneste
inden den 1. September, men han kan dog ikke fratræde sit Hverv, førend
Fjeldgang efter Avlsvæddere er endt, medmindre han forlader Bygden eller
Omstændighederne gør ham det umuligt at vedblive sin Tjeneste. Andet Afsnit. Besætningen. Kapitel 4. Faar. A. Faarenes Mærkning. § 13. I enhver Hauge skal bruges et bestemt Mærke for
alle til Haugen hørende Faar eller, om fornødent, flere Mærker for
forskellige Flokke af Faarene i Haugen, jfr. § 20, Punkt 3 b. Samme Mærke maa
ikke bruges i to Hauger paa samme Ø. § 14. Sager, som angaar Mærkers Forandring, skal først
forhandles ved Grandestævne. Sysselmanden har derefter at forebringe dem for
Amtmanden til Afgørelse. § 15. Ingen anden end Haugens Røgtere maa befatte sig
med paa egen Haand at mærke Faar. § 16. Moderfaar, som ikke hører til Haugen, men ved
Fjeldgang er kommet imellem dens Faar, skal ved Fjeldgangen betegnes med et
Baand (sløður, helsi), naar det ikke med Sikkerhed vides, at dets Lam har
faaet ret Mærke. B. Avlsvæddere. § 17. Avlsvæddere skal af Haugerøgterne udvælges
blandt de bedste, som findes i Haugen. Der udtages dertil 1
Vædderlam for hver 33 eller 1 ældre Vædder for hver 40 Moderfaar i Haugen.
Tillægges færre, skal Haugerøgterne snarest muligt anmelde det for
Sysselmanden, som undersøger, om nogen bærer Ansvar derfor. C. Ejendomsforholdet med Hensyn til
Faarebesætningen. § 18. I Fælleshauge skal, naar ikke andet er vedtaget
i Henhold til § 20, hele Faarebesætningen være i Sameje (felag) mellem alle
Ejere i Forhold til deres Marketal. Besætningens Størrelse fastsættes af
Haugestævnet. Faarene skal følge Jorden ved al Overdragelse og Arv; de kan
ikke ved Udlæg skilles fra Jorden. § 19. Selv om Besætningen er i Sameje, kan
Haugestævnet dog tillade Haugerøgter at holde et vist Antal Faar i Haugen som
Vederlag for hans Arbejde, ligesom Haugens Bestyrelse kan tillade, at enkelte
Faar midlertidig græsser i Haugen for et af Bestyrelsen fastsat Vederlag, der
tilfalder Haugen. § 20. Særeje (kenning) til Faarebesætningen eller til
Dele af den er kun tilladt under følgende Betingelser: 1. Vedtægt derom skal være oprettet paa
Haugestævne, sammenkaldt med mindst 3 Maaneders Varsel. Til gyldig Beslutning
kræves, at den er vedtaget af saa mange stemmeberettigede, som tilsammen
udgør mindst: a) to Trediedele af samtlige
stemmeberettigedes Antal og b) Halvdelen af hele Haugens Marketal. 2. Vedtægten skal indeholde Bestemmelse
om, hvor stor Besætning der sættes for hele Haugen, og om der skal være
Særeje for hele Besætningen eller kun for en Del af den, og da hvilken. 3. Vedtægten skal endvidere indeholde
Bestemmelse om: a) at Røgten skal besørges af
Haugerøgtere, valgt af Haugestævnet eller Bestyrelsen, jfr. § 9; b) at de enhver Ejer særlig tilhørende
Faar - foruden det for Haugen bestemte Mærke (§ 13) - skal have Særmærker,
der skal godkendes af Sysselmanden, førend de bruges; c) at Avlsvæddere skal udtages forlods
og godtgøres Ejeren af vedkommende efter Vurdering. § 21. Haugens Røgtere skal straks angive for
Sysselmanden alt imod § 20 stridende Særeje i Faarebesætningen. § 22. Særeje kan igen ophæves ved Ved-tægt, oprettet
paa Haugestævne, sammenkaldt med mindst 3 Maaneders Varsel. Til gyldig
Beslutning kræves, at den er vedtaget af saa mange stemmeberettigede, som
tilsammen udgør mindst: a) Halvdelen af samtlige
stemmeberettigedes Antal og b) en Trediedel af hele Haugens
Marketal. § 23. Naar Særejet ophører, skal de Ejere, som ikke
har fuld Besætning, købe af dem, som har Faar tilovers, indtil alle har Faar
i Forhold til deres Marketal. De Faar, som saaledes sælges og købes af
Haugens Ejere indbyrdes, betales med fuld Værdi. Tvistes Parterne om Værdien,
fastsættes den ved lovligt Skøn. § 24.1) Skøde eller andet Overdragelsesdokument
vedrørende Jord i Hauge, hvor Særeje gælder, skal angive, hvor mange
Særejefaar der følger med Jorden. Undlades det, skal der ved Tinglæsningen
gives Dokumentet Retsanmærkning. Ved Fæsteforandring eller Overdragelse
af Tjenestejord i Hauge, hvor Særeje gælder, skal, naar den fratrædende
Besidder ejer Odelsjord i samme Hauge, hans hele Faarebesætning fordeles lige
paa al hans Jord efter Marketal. Kapitel 5. Heste. § 25. Antallet af Haugens Besætning af Heste
fastsættes af Haugens Ejer eller, om det er Fælleshauge, af Haugestævne,
sammenkaldt med mindst 1 Maaneds Varsel. Beslutter Haugens Ejer
(Haugestævnet), at Besætningen skal være større end 1 Hest for hver Mark
Jord, skal Beslutningen snarest muligt meldes til Sysselmanden. Denne sørger
for, at Bekendtgørelse derom sker i de nærmestliggende Bygder ved Opslag
eller paa anden brugelig Maade. Uanset den af Haugens Ejer (Haugestævnet)
ifølge første Punktum tagne Bestemmelse kan Ejerne af Bygdens Hauger i
Forening ved Vedtægt paa Grandestævne bestemme, at der i Bygdens Hauger skal
kunne holdes indtil 1 Hest for hverk Mark Jord. Føl under 1 Aar medregnes ikke i
fornævnte Henseende. § 26. Lodsejer i Fælleshauge kan udleje sin Ret til
Hestehold. De enkelte Lodsejere kan selv afgøre, om Besætningen skal være i Særeje
eller i Sameje mellem nogle eller alle Lodsejere. § 27. Sysselmanden skal hvert Aar ved Grandestævne i
hver Bygd affordre Bygdemændene Oplysning om, hvor mange Heste der holdes i
Bygden, og i hvilke Hauger de holdes, og derom gøre Tilførsel i Politiprotokollen.
Enhver, der holder Hest i nogen Hauge i Bygden, skal da, saafremt nogen
Lodsejer i saadan Hauge kræver det, opgive, med hvilken Ret han holder
Hesten. Kapitel 6. Gæs. § 28. Bestemmelse om, hvorvidt det skal være tilladt
at holde Gæs i Haugen (derunder om Antal, Betaling m.v.), tages af Haugens
Ejer (i Fælleshauge Haugestævnet). Tredie Afsnit. Forskellige Bestemmelser om
Haugens Drift. Kapitel 7. § 29. I Fælleshauge tilkommer Udøvelsen af Retten til
Faarehold, Hestehold og Gaasehold i haugen saavel som af alle andre til
Haugen knyttede Rettigheder, om hvilke ikke andet i Lovgivningen er bestemt,
enhver Ejer i Forhold til hans Marketal. I samme Forhold fordeles Indtægt og
Udgift ved al fælles Brug af Haugen eller dertil knyttede Rettigheder saavel
som alt derved forefaldende Arbejde. § 30. Hvert 10de Aar skal der ved Sysselmandens
Foranstaltning paa Grandestævne vælges Mænd til at befare ethvert Markeskel
for Bygdens Hauger. De vælges af og blandt Haugernes Ejere og Brugere, for
hver Hauge med Stemmeflerhed efter Marketal. Foretages intet Valg, udnævnes
de af Sysselmanden. Mændene skal snarest muligt derefter ved
Samgang befare Haugernes Markeskel. Tiden for Forretningen bestemmes i
Tilfælde af Uenighed af den ældste af Mændene. Efter Befaringen skal de hver
især underrette de paagældende Haugers Ejere (i Fælleshauge Bestyrelsen, om
saadan er til) om Udfaldet af Befaringen; skulde der under denne vise sig
Tvivl om, hvor rette Markeskel er, maa Mændene ikke træffe nogen Afgørelse
herom. Udgiften ved Markeskels Afsætning og
Vedligeholdelse fordeles lige mellem de tilgrænsende Hauger. § 31. Haugerøgterne skal med Aftensvarsel foretage
Tilsigelse til de vedkommende til alt Arbejde i Haugen, medmindre anderledes
er bestemt af Haugestævnet; med samme Varsel skal de give Samgangsbud til de
paagældende Grander, medmindre anderledes er vedtaget mellem disse og Haugens
Ejere. § 32.2) (avtikin) § 33.2) (avtikin) Fjerde Afsnit. Haugens Græsningsret for Faar paa
Indmark. Kapitel 8. § 34. Græsningsretten for Faar paa Bø eller anden
Indmark tilkommer i Tiden fra den 25. Oktober til den 14. Maj overliggende
Hauges Ejer, medmindre anderledes lovligt er fastsat. I de Bygder, hvor Indmarken er
matrikuleret i Henhold til Bekendtgørelse Nr. 198 af 15. Juli 1931, er hver
Ejer, som har Særeje (kenning) og har Vintergræsningsret paa Indmarken,
berettiget til at forbeholde sig denne paa sin Indmark udelukkende for egne
Faar mod at give Afkald paa anden Græsningsret paa Indmark og mod i fornævnte
Tidsrum at holde sin Indmark forsvarlig indhegnet. Enhver Ejer eller Bruger af Indmark skal
være berettiget til i den Tid, hvor Indmarken ligger aaben for Faaregræsning,
at indhegne og frede for Faar Arealer, der er tilsaaet med kunstigt Græs, i
to følgende Aar efter Tilsaaningen. Der kan dog kun indhegnes indtil 1/4 af
paagældende Ejers eller Brugers Indmark. Haugestyret skal i hvert enkelt
Tilfælde have Meddelelse om saadan Indhegning. § 35. Anses Forandring i Græsningstiden ønskelig eller
nødvendig, bliver Sagen i Mangel af mindelig Forening at afgøre ved
Landvæsenskommissionen. Forlængelse af Græsningstiden om Vaaren
kan ske med Samtykke af saa mange, som ejer eller bruger to Trediedele af den
paagældende Indmark (beregnet efter Skattemarker), ligesom Forkortelse af
Tiden baade om Vaaren og om Høsten kan foretages, naar saa mange samtykker,
som ejer eller bruger to Trediedele af den eller de græsningsberettigede
Hauger (beregnet efter Marketal). Saadan Afvigelse gælder dog kun for den
enkelte Vaar eller Høst og ikke for længere Tid end 2 Uger. Bestemmelserne i denne Paragraf finder
ikke Anvendelse med Hensyn til Jord, der er indhegnet i Henhold til Reglerne
i § 34, 2det og 3die Stykke. § 36.3) Græsningsretten paa opdyrkede Trøer kan saavel
af Ejeren som af Haugeejeren forlanges endeligt afløst, f.s.v. saadan
Afløsning ikke forhindrer Vintergræsning paa de ikke-vinterfredede Arealer.
Desuden kan Afløsaning paa samme Maade kræves, naar det paagældende Areal
agtes benyttet til Træplantning eller Anlæg af Have eller Fisketørringsplads
eller lignende med Græsning uforeneligt Brug. Afløsningen sker mod fuld
Erstatning i Pene af Græsningsrettens Værdi. § 37. Tvistes der om, hvorvidt Afløsning kan kræves,
eller er der Tvist om Erstatningens Størrelse, afgøres Sagen ved Voldgift af
2 Mænd, een valgt af hver af Parterne. Har den ene Part ikke inden 4 Uger
efter dertil at være opfordret valgt sin Voldgiftsmand, har den anden Part
Ret til at vælge begge Mændene. Disse vælger en Opmand, førend de paabegynder
Forretningen; er de uenige om hans Valg, vælges han af Sysselmanden. Voldgiftskendelsen kan inden 4 Uger
paaklages for Landvæsenskommissionen. § Femte Afsnit. Udøvelse af begrænset Brug i
Haugen. Kapitel 9. Sommergræsning for Kvæg. § 38. Haugens Ejer - eller, om det er Fælleshauge, Haugestævnet
- kan for Haugens Vedkommende afgøre, hvem der maa lade Kvæg græsse i Haugen,
og om der skal ydes Vederlag for Græsningen, samt i saa Fald træffe de
nærmere fornødne Bestemmelser om Vederlagets Størrelse m.v. Finder nogen sin
Ret krænket ved saadan Bestemmelse, kan han paaklage den ved
Landvæsenskommissionen. Det samme gælder, hvor to eller flere indbyrdes
tvistes om Tilværelsen eller Omfanget af deres Græsningsret i Hauge, dog at i
saa Fald tillige Haugens Ejer (i Fælleshauge Bestyrelsen) vil være at
indkalde som Part. Kapitel 10. Tørveskær. § 39. I Tørvejord, som ikke er udskiftet mellem de til
Tørveskær deri berettigede, maa enhver af disse kun skære Tørv til fornødent
Husbrug. Hvad enten Tørvejord er udskiftet eller
ej, kan Haugens Ejer (i Fælleshauge Haugestævnet) foreskrive Regler for
Tørveskærsrettens Udøvelse, som dog ikke maa stride mod denne Lovs
Bestemmelser, og ligesaa fastsætte Vederlag for Tørveskær i Haugen. Den, der
finder sin Ret krænket ved saadan Bestemmelse, kan paaklage den for
Landvæsenskommissionen. § 40. Enhver, der skærer Tørv i Hauge, skal gøre det
saaledes, at der tilføjes Haugen saa lidt Skade som muligt. Navnlig skal han
afgrave Grønsværet forsvarligt, saaledes at Græsvæksten ikke lider mere Skade
end højst nødvendigt; han skal derhos aflede Vandet fra Tørvegravene, naar
det ellers vilde blive staaende, og ikke lade Tørv eller anden opgravet Jord
blive liggende spredt paa Græsset. Tørvegraven skal derhos straks
ordentligt tildækkes med det afgravede Grønsvær. § 41. Sysselmanden skal i Tiden fra 1. Juli til 15.
November, saafremt Haugerøgter eller Ejer i haugen fører Klage over
Tørveheders Behandling, og, om ingen Klage fremkommer, da med højst 5 Aars
Mellemrum, befare Tørvehederne med tiltagne Vidner for at efterse, om de
behandles forsvarligt. Befaringen tillyses med Aftens Varsel ved Tilsigelse
til Haugerøgterne i vedkommende Hauge og Bekendtgørelse i den Bygd, hvortil
Haugen hører. Findes Tørveheder uforsvarligt
behandlede, paalægger Sysselmanden den paagældende under Dagbøde at afhjælpe
de forefundne Mangler inden en af ham fastsat Frist. Haugens Røgtere er
pligtige til at følge Sysselmanden til Eftersynet og til at paavise
Tørvehederne; de er ligeledes pligtige til efter Sysselmandens Forlangende at
paase, at de af ham givne Paalæg i Henseende til Manglers Afhjælpning
efterkommes, og i modsat Fald at anmelde det til ham. Med Hensyn til Tørvehederne ved
Thorshavn har det sit Forblivende ved de derom gældende Regler; Ændringer i
disse kan foretages af Ministeriet for Landbrug og Fiskeri efter Lagtingets
Indstilling. § 42. Ret til Tørveskær kan af Haugeejer eller anden
Ejer af Jord, hvori Andenmand har Tørveskær, kræves afløst, hvis det skønnes
nødvendigt eller af overvejende Vigtighed for Grundens hensigtsmæssige
Benyttelse eller Fredning, at Rettigheden ophører. Saafremt der ikke til
Erstatning kan udlægges den tørveskærsberettigede Tørvejord, der er
nogenlunde lige saa bekvemt beliggende for ham som den, han hidtil har haft
Ret til at bruge, eller som er af saa meget større Mægtighed, at det opvejer
en muligt mindre bekvem Beliggenhed, er Afløsningen desuden betinget af, at
Tørveskærsretten skønnes at være af mindre betydning for den paagældende.
Afløsningsmaaden saavel som Vederlagets Størrelse bestemmes ved Skøn (§ 45);
dog er det den tørveskærsberettigede forbeholdt at kræve Afløsning i Penge. § 43. Kan Afløsning ikke ske efter disse Regler, skal
der, om nogen af Parterne forlanger det, træffes Bestemmelser, sigtende til
at forebygge Tvist imellem Parterne, saasom ved at begrænse Feltet for
Rettens Udøvelse. Ved saadan Ordning af Forholdet iagttages, at Retten ikke
formindskes, og at dens Udøvelse ikke gøres i nogen følelig Grad besværligere
for den tørveskærsberettigede eller byrdefuldere for Ejeren. § 44. Den tørveskærsberettigede kan kræve Afløsning,
naar følgende fire Betingelser er til Stede: 1. at den Jord, hvori han har Tørveskær,
gøres til Genstand for Opdyrkning, 2. at en for ham betryggende Ordning
overensstemmende med § 43 ikke lader sig gennemføre, 3. at det enten for Brugens Udøvelse
eller for dens fremtidige Bevarelse skønnes nødvendigt, at Rettigheden
afløses, samt 4. at der uden væsentlig Ulempe for
Ejeren kan udlægges den tørveskærsberettigede saadan Tørvejord som angivet i
§ 42, 2det Punktum. Kan saadan Tørvejord ikke udlægges, kan
den tørveskærsberettigede, naar de 3 førstangivne Betingelser er til Stede,
fordre Afløsning i Penge.
§ 46. Enhver i Henhold til §§ 43 og 45 truffen Ordning
af Forholdet mellem Ejer og tørveskærsberettiget kan efter ti Aars Forløb forlanges
undergivet ny Prøvelse efter samme Regler. Det samme gælder Ordning, truffet
under Udskiftning. Sjette Afsnit. Vedligehold af Vardeveje. Kapitel 11. § 47. Lagtinget bemyndiges til at fastsætte Regler om
Vedligehold af Vardeveje. Syvende Afsnit. Straf og Paatale.
Rettergangsmaade. Lovens Ikrafttræden. Kapitel 12. § 48. Overtrædelser af denne Lovs §§ 4, 15, 16, 17,
20, 21, 25, 2det Punktum, 27, sidste Punktum, 30, 2det Stykke, 31, 32, 2det
Punktum, 39 og 40 straffes med Bøder, alt forudsat, at ikke strengere Straf
efter Lovgivningens almindelige Bestemmelser er forskyldt. Ved Overtrædelse af § 15 idømmes tillige
en Tillægsbøde af 4 Kr. for hvert Lam, som uberettiget er mærket, og ved
Overtrædelse af § 17 en Tillægsbøde af 8 Kr. for hver Vædder, som er tillagt
mindre end foreskrevet. Ved Overtrædelse af § 32, 2det Punktum,
skal den skyldige tillige tilpligtes under Tvangsbøde at dræbe den
paagældende Hund eller skaffe den bort fra Bygden. 4)Alle Bøder efter denne Lov tilfalder
statskassen. Ved Overtrædelse af § 20 skal tillige de Faar, som ulovligt
holdes i Særeje, være forbrudt til vedkommende sogns hjælpekasse. § 49.5) Straffesager, som anlægges efter denne Lov,
behandles som Politisager. Ved Overtrædelse af §§ 16, 31, 32, 2det Punktum,
og 39 kan Paatale kun finde Sted, naar den begæres af nogen vedkommende
Haugeejer, og ved Overtrædelse af §§ 15 og 17 kun, naar den begæres af nogen,
der er Ejer i Hauge paa den paagældende Ø. § 50. Tvistigheder angaaende de i Loven omhandlede
Rettigheder og Forpligtelser behandles efter Loven om Landvæsenskommissioner. § 51. Ved "Grandestævneloven" forstaas i
denne Lov "Lov for Færøerne om Grandestævne m.m. af 18. Maj 1937";
ved "Hegnsloven" forstaas "Lov for Færøerne om Hegn og
Markfred af 18. Maj 1937"; ved "Loven om
Landvæsenskommissioner" forstaas "_Lov for Færøerne om
Landvæsenskommissioner af 31.Marts 1926". § 52. Denne Lov træder i Kraft den 1. Juli 1938.
Sysselmanden drager Omsorg for, at der i Tidsrummet fra 30. September til
udgangen af December 1938 for hver Fælleshauge afholdes Haugestævne til Valg
af Bestyrelse og Haugerøgtere. Fra Lovens Ikrafttræden ophæves Lov om
Ordningen af de til Haugevæsenet paa Færøerne hørende Forhold af 23. Februar
1866 saavel som alle Bestemmelser, der er i Strid med nærværende Lov. 1) Broytt við Ll. nr. 55 frá 16.08.1962 2) Broytt við Ll. nr. 82 frá 19.06.1990 3) Broytt við MB nr. 6 frá 04.01.1944 og
Ll. nr. 77 frá 25.05.2009. 4) Broytt við L. nr. 186 frá 07.06.1958 5) Broytt við Lb. nr. 555 frá 01.11.1984
om rettens pleje, sum sett í gildi við L. nr. 92 frá 23.02.1988, § 688 6) Sektin fer nú í ríkiskassan sbr. L.
nr. 186 frá 07.06.1958.
|
L. nr. 172 frá 18.05.1937 fyri
Føroyar um hagastýri og røkt v.m. sum seinast broytt við Ll. nr. 82 frá
19.06.1990 og Ll. nr. 77 frá 25.05.2009. Umseting av danska lógatekstinum Umsetingin hevur ikki lógagildi, tí hon
er ikki samtykt av løgtinginum og staðfest av løgmanni.Umsetingina
hevur Dánjal J. Bærentsen frv,. landsdjóralækni gjørt. Fyrsti partur. Stýrið. 1. Kapittul. Hagastevna. § 1. Í felagshaga hevur hagastevnan evsta
myndugleika. Við "felagshaga" er at skilja
í hesi lóg hagi, sum er samogn (feli) hjá 2 ella fleiri eigarum. Fyri almenna
jørð hevur brúkarin myndugleika at virka eigarans vegna, uttan so at tað í einstøkum
føri er tikin onnur avgerð av avvarðandi myndugleika. § 2. Hagastevnan verður kallað saman við í minsta
lagi 8 daga varningi (sbr. tó §§ 4, 20, 22 og 25); hon skal koma saman, tá ið
stýrið heldur tað vera neyðugt, eins væl og tá ið røktingarmenninir ella ein
fjórðingur av eigarunum ella so mangir, sum eiga ein fjórðing av markatalinum
í haganum, krevja tað. Tað liggur á stýrinum at kalla saman, um tílíkt er
til, og annars á eigara ella røktingarmanni, sum ynskir stevnuna kallaða
saman. Um hon verður hildin um somu tíð sum grannastevna, er sýslumaðurin
skyldugur at standa fyri samráðingunum á hagastevnuni, og dagurin, tá ið hon
skal haldast, verður tá ásettur eftir regluni í grannastevnulógini § 5,
síðsta stykki. Aðramáta stendur fyri samráðingunum ein fundarstjóri, valdur
millum og av teimum hjáverandi eigarunum við atkvøðumeiriluta; standa
atkvøðurnar á jøvnum, ger lutakast munin. Fyri samráðingini og
atkvøðugreiðsluni galda reglurnar í grannastevnulógini §§ 7a, 8 - 11 og 13. § 3. Hagastevnan kann taka avgerð viðvíkjandi røkt av
haganum og nýtslu av felagsrættindum í málum, sum ikki í lóggávuni er víst
til aðra avgerð. Reglur kunnu setast fyri hagagongd hjá
eigarunum, sbr. § 41 í hegnlógini. 2. Kapittul Stýri. § 4. Eru fleiri enn fimm eigarar um ein felagshaga,
skal hann hava eitt stýri, samansett av trimum ella fimm limum, sum
hagastevnan ger av. Hagastevnan velur stýrið; ávikavist verða tveir og
tríggir limir valdir við atkvøðumeiriluta eftir markatali, meðan ávikavist
ein limur og tveir limir verða valdir við atkvøðumeiriluta eftir talinum á
teimum við atkvøðurætti. Stevnan skal kallast saman við í minsta lagi 14 daga
varningi. Regluligt val skal haldast annaðhvørt ár
í tíðarskeiðnum frá 15. oktober til endan á desember. Tænastutíðin tekur við
frá 1. januar. Hvør eigari, ið býr í bygdini, sum hagin liggur til, og hvør
brúkari av almennari jørð er skyldigur at taka við vali; tað sama er galdandi
fyri uppsitara fyri eigara, sum er avbygdamaður. Røktingarmenn í avvarðandi
haga kunnu, hóast teir ikki eru eigarar, veljast í hagastýrið.Tann, sum hevur
fylt 60 ár, er undantikin; somuleiðis kann tann, sum hevur verið limur í fýra
ár, bera seg undan at taka við vali tey næstu fýra árini; men hesar
undantøkur galda tó bert, tá ið onkur annar er skyldigur at taka við vali. Stýrislimirnir standa hvør sær til svars
fyri, at hagastevnan í tímiligari tíð verður kallað saman til stýrisval, og
at valúrslitið innan 14 dagar verður boðað sýslumanninum, sum førir lista
yvir tær móttiknu fráboðanirnar. Er einki stýri, liggja tær nevndu treytirnar
á tí størsta í bygdini búsitandi luteigara ella brúkara av almennari jørð. § 5. Stýrið velur formann og næstformann. Tað skal
varða um regluliga røkt av haganum og syrgja fyri, at hendan fer fram
soleiðis, at ansa verður í øllum føri eftir tørvi eigaranna. Fyri at stýrið
kann gera bindandi samtykt, krevst, at meiri enn helvtin av limunum atkvøða
fyri samtyktini. Stýrið ger av um uppslepping og tøku av seyði. Tað syrgir
fyri, at skorið verður upp og at alt annað neyðugt arbeiði í haganum verður
gjørt í tøkum tíma og á gagnligasta og sparsamasta hátt. Tað ansar eftir, at
hvør avvarðandi ger sína skyldu, og kann fyri kostnað hjá tí vansketna lata
bønarfólk gera arbeiðið. Í øllum førum skal tað ráðleggja við
røktingarmenninar um málið. Tað hevur eftirlit við, at hesir gera skyldur
sínar. § 6. Í móti triðjamanni (herundir eisini einstøkum
eigara, ið vil føra fram ein sær tilskilaðan rætt móti felaginum, ella øvugt)
kann stýrið í øllum málum, sum viðvíkja haganum sum felag, standa fram tess
vegna. Tað kann soleiðis í tílíkum málum stevna og verða stevnt felagsins
vegna og yvirhøvur umboða felagið fyri rættinum eins væl og fyri sáttar-,
útskiftingar-, landbúnaðar- og yvirlandbúnaðarstevnini. Er einki stýri valt
og fráboðað sýslumanninum, stendur tað til tann, sum vil stevna felaginum,
frítt at stevna, hvønn hann vil, av hagaeigarunum felagsins vegna. § 7. Í mun til hagaeigararnar er stýrið at meta sum
fulltrúi. Eins og stýrið tí eigur at rætta seg eftir fyriskipanum um røktina,
sum hagastevnan samtykkir, soleiðis eigur tað at kalla hagastevnuna saman, tá
ið týdningarmiklari mál koma fyri, og skal altíð gera tað, tá ið tað velst um
rættarmál fyri ella í móti felaginum. § 8. Stýrið skal føra roknskap fyri fyrisiting sína
av peninginum hjá haganum og halda skil og rættleika í hesum. Fyri hesum
stendur hvør einstakur stýrislimur til svars. Roknskapurin skal leggjast fram
fyri hvørt álmanakkaár, í seinasta lagi innan 1. februar árið eftir, og skal
leggjast fram á hagastevnu innan 14 dagar eftir tí. Fyri almennajørð hevur stýrið skyldu, tá
ið spurt verður, at greiða frá øllum viðvíkjandi haganum, sum avvarðandi
almenni myndugleiki spyr um. 3. Kapittul. Røktingarmenn. § 9. Fyri hvønn haga skal í minsta lagi vera ein
røktingarmaður. Fyri felagshaga ger hagastevnan av røktingarmannatal og løn
teirra og velur teir; valið fer fram við atkvøðumeiriluta av eigarum og
brúkarum eftir markatali. Hevur hagastevnan ikki tikið hesar avgerðir, liggur
tað á stýrinum at taka tær. § 10. Røktingarmenninir skulu standa fyri
seyðarøktini, fjallgonguni og markingini og eisini øllum øðrum arbeiði í
haganum. Teir eiga at ansa eftir, at avgerðirnar um skipanina í haganum og
avgerðirnar um frið í haganum (sbr. §§ 20-22, 26-29, 31, 41-43 í hegnlógini)
verða hildar, og øvugt at skipanin í haganum ikki gongur inn á fremmanda ogn,
soleiðis at hagaeigararnir verða fyri missi og ábyrgd av hesum. Teir gera av
um uppslepping og tøku, tá ið eigari ella stýrið ikki hava gjørt hetta. § 11. Røktingarmenninir standa í tænastu síni eigarunum
til svars og skulu rætta seg eftir teimum forskriftum sum hagastevnan ella
hagastýrið gevur teimum. Teir skulu, tá ið tann einstaki eigarin ella
brúkarin krevur tað, greiða honum frá tali og standi á seyðinum, ið honum er
litið upp í hendur, og eisini røktini í haganum v.m. § 12. Røktingarmaður skal vanliga siga upp tænastu
sína innan tann 1. september, men hann kann tó ikki fara úr starvi sínum,
fyrr enn fjallgongan eftir brundseyði er gingin, uttan so at hann fer at
bygdini ella umstøðurnar gerast honum ómøguligar at halda fram í tænastu
síni. Annar partur. Skipanin. 4. Kapittul. Seyður. A. Seyðamarkingin. § 13. Í hvørjum haga skal nýtast eitt ávíst mark til
allan seyðin í haganum ella, um neyðugt, fleiri mark til ymisk seyðafylgir í haganum,
sbr. § 20, punkt 3b. Sama mark kann ikki nýtast í tveimum høgum á somu oyggj.
§ 15. Eingin annar enn røktingarmenn hagans kunnu av
sínum eintingum fáast við at marka seyð. § 16. Ærseyður, sum ikki hoyrir til hagan, men á
fjalli er komin upp í gonguna, skal á rættini frámerkjast við sløðuri, tá ið
ikki vissa er fyri, at lamb hennara er markað rætt. B. Brundseyður. § 17. Røktingarmenninir skulu gera brundseyðir upp av
teimum bestu, sum eru í haganum. Til hetta verða gjørd upp 1 veðurlamb fyri
hvørjar 33 ella 1 veðrur fyri hvørjar 40 ærseyðir í haganum. Verða færri
slept upp, skulu røktingarmenninir sum skjótast boða sýslumanninum frá, sum
kannar, um nakar ber ábyrgd av hesum. C. Eigaraviðurskifti viðvíkjandi
áseyðinum. § 18. Í felagshaga skal, tá ið ikki annað er samtykt
sambært § 20, allur áseyðurin vera feli hjá øllum eigarum eftir markatali
teirra. Áseyðatalið ger hagastevnan av. Seyðurin fylgir jørðini í hvørji
avhending og arvi; hann kann ikki við úttøku skiljast frá jørðini. § 19. Sjálvt um áseyðurin er feli, kann hagastýrið tó
loyva røktingarmanni at hava eitt ávíst tal av seyði í haganum sum viðurgjald
fyri arbeiði hansara, eins og hagastýrið kann loyva, at einstakir seyðir
fyribils ganga í haganum fyri eitt av stýrinum ásett viðurgjald, ið legst til
hagan. § 20. Kenning í seyðaskipanini ella pørtum av henni er
bert loyvd við fylgjandi treytum: 1. Viðtøka um hetta skal vera samtykt á
hagastevnu, sum er kallað saman við í minsta lagi 3 mánaða varningi. Fyri at
samtyktin fær gildi krevst, at hon er samtykt av so mongum við atkvøðurætti,
ið tilsamans eru í minsta lagi:
2. Í viðtøkuni skal vera skilað til,
hvussu stór skipanin skal vera í øllum haganum, og um øll skipanin skal vera
kenning ella bert ein partur av henni, og hvør.
b) at seyður hjá hvørjum eigara sær -
umframt tað ávísa hagamarkið (§13) - skal hava frámerki, sum sýslumaðurin
skal góðkenna, áðrenn tað verður nýtt; c) at brundseyðir skulu frammanundan
takast úr og samsýnast eigaranum eftir meting. § 21. Røktingarmenninir skulu beinanvegin boða
sýslumanninum frá øllum, sum gongur í móti kenning í seyðaskipanini § 20. § 22. Kenning kann sigast úr gildi við viðtøku,
samtykt á hagastevnu, kallað saman við í minsta lagi 3 mánaða varningi. Fyri
at samtyktin fær gildi krevst, at hon er samtykt av so mongum við
atkvøðurætti, ið tilsamans í minsta lagi eru: a) helvtin av talinum á øllum við
atkvørurætti og
§ 23. Tá ið kenning
dettur burtur, skulu teir eigarar, sum ikki hava fulla skipan, keypa frá
teimum, sum hava seyð til avlops, til allir hava seyð sambært markatali teirra.
Tann seyður, ið soleiðis verður seldur og keyptur av hagaeigarum sína millum,
verður goldin við fullum virði. Eru partarnir ósamdir um virðið, verður tað
ásett við lógligari meting. § 24. 1) Skeyti ella
annað avhendingarskjal viðvíkjandi hagajørð, har ið kenning er, skal skila
til, hvussu nógvur kenningarseyður fylgir við jørðini. Um so ikki er, skal tað við tinglesingini
tilskilast skjalinum rættarummæli. Við festiskifti ella avhending av
tænastujørð í haga, har ið kenning er skal, tá ið fráfarandi brúkari eigur
ogn í sama haga, øll seyðaskipan hansara býtast líka til alla jørð hansara
eftir markatali. 5. Kapittul. Ross. § 25. Rossaskipanina í haganum ger hagaeigarin av
ella, um tað er felagshagi, hagastevnan, kallað saman við í minsta lagi 1. mánaðar
varningi. Ger hagaeigarin (hagastevnan) av, at skipanin skal vera størri enn
1 ross upp á mørkina, skal avgerðin sum skjótast boðast sýslumanninum. Hesin
sær til at kunngera hetta í næstu bygdini við uppslagi ella á annan nýtiligan
hátt. Hóast ta av hagaeigaranum (hagastevnuni) sambært fyrsta punktum tiknu
avgerð kunnu hagaeigararnir í bygdini í felag við grannastevnuviðtøku gera
av, at tað í bygdarhøgunum skal kunna frælsast upp til 1 ross á mørkina. Fyl undir 1 ár telja ikki við í
undannevnda føri. § 26. Luteigari í felagshaga kann leiga út rætt sín
til rossahald. Teir einstøku luteigararnir kunnu sjálvir gera av, um skipanin
skal vera serogn ella samogn hjá nøkrum ella øllum luteigarunum. § 27. Sýslumaðurin skal hvørt ár á grannastevnu krevja
frágreiðing frá bygdarmonnunum um, hvussu mong ross eru í bygdini, og í
hvørjum høgum tey hava frælsi, og skriva um hetta í løgreglugerðabókina. Hvør
tann, sum hevur ross í nøkrum haga í bygdini, skal tá, um nakar luteigari í
tílíkum haga krevur tað, greiða frá, við hvørjum rætti hann hevur ross. 6. Kapittul. Gæs. § 28. Viðtøku um, hvørt loyvt skal vera at hava gæs í
haganum (við í tí tal, gjald v. m.), ger hagaeigarin av (í felagshaga
hagastevnan). Triði partur Ymiskar reglur um hagarøktina. 7. Kapittul. § 29. Í felagshaga eigur hvør eigari samsvarandi
markatali sínum nýtslurættin til seyðahald, rossahald og gásahald í haganum
eins og øll til hagan liggjandi rættindi, sum ikki annað í lóggávuni er ásett
um. Samsvarandi hesum verður inntøka og
útreiðsla býtt av allari felagsnýtslu av haganum ella til hendan liggjandi
rættindi eins væl og alt arbeiði, ið kemur fyri av hesum. § 30. 10inda hvørt ár skal sýslumaður skipa fyri á
grannastevnu at velja menn at ganga um mark í bygdarhøgunum. Teir verða
valdir av hagaeigarunum og brúkarunum teirra millum fyri hvønn haga við
atkvøðumeiriluta eftir markatali. Verður einki val, tilnevnir sýslumaðurin
teir. Menninir skulu síðan sum skjótast ganga
um hagamarkini í samgongu. Er ósemja um tað, ger tann elsti av monnunum av, nær
í samgongan skal vera. Eftir marknagonguna skulu teir hvør sær siga teimum
avvarðandi hagaeigarunum (í felagshaga stýrinum, um tílíkt er til) frá
úrslitinum av marknagonguni; skuldi við hesum nakar ivi komið fram, hvar ið
rætta markið er, kunnu menninir ikki taka avgerð um het-ta. Útreiðslan av at seta mark og
viðlíkahald skal býtast líka millum hagarnar við sama markaskili. § 31. Røktingarmenninir skulu við kvøldvarningi gera
teimum avvarðandi boð til alt arbeiði í haganum, uttan so at hagastevnan hevur
gjørt øðrvísi av; við sama varningi skulu teir gera avvarðandi grannum
samgonguboð, uttan so at øðrvísi er samtykt teirra og hagaeigaranna millum.
§ 33.2) (avtikin) Fjórði partur. Rætturin til bit hjá hagaseyði
innangarðs.
§ 34. Rættin til bit hjá seyði á bøi ella aðrari
innangarðsjørð eigur í tíðini frá 25. oktober til 14. mai eigarin av omanfyri
liggjandi haga, uttan so at annað lógligt er fyrisett.
Reglurnar í hesi grein verða ikki at
nýta viðvíkjandi jørð, ið er stikað inn sambært reglunum í § 34, 2. og 3.
stykki. § 36.3) Rætturin til bit á dyrkaðum trøðum kann bæði
av eigaranum og hagaeigaranum krevjast endaliga loystur av , um so er, at
slík avloysing ikki forðar fyri vetrarbiti á teimum ikki vetrarfriðaðu
lendunum. Harumframt kann avloysing á sama hátt krevjast, tá ið avvarðandi
lendi ætlast nýtt til trægróðurseting ella nýgerð av urtagarði ella
fiskaplássi ella tílíka við bit ósambærliga nýtslu. Avloysingin fer fram fyri
fult endurgjald av virðinum á bitrættinum.
Gerðarrættarúrskurðurin kann innan 4
vikur skjótast inn fyri landbúnaðarstevnuna. § Stk. 2. Tá tað snýr seg um landsjørð
verður endurgjaldsupphæddin rindað Búnaðargrunninum.Haðani verður upphæddin
annaðhvørt rindað festara heilt ella lutvíst, um tað á festinum verða gjørdar
ábøtur til at betra um raksturin, ella hagastýrinum, um ábøtur eru gjørdar í
felagshaga. Fimti partur. Um avmarkaða nýtslu av haganum. 9. Kapittul. Summarhagi hjá neytum. § 38. Hagaeigarin - ella, um tað er felagshagi,
hagastevnan - kann haganum viðvíkjandi gera av, hvør ið kann lata neyt ganga
á biti í haganum, og um viðurgjald skal latast fyri bitið, og tá í tí føri
taka tær gjøllari neyðugu avgerðirnar um stødd á viðurlagnum v.m. Tykir
onkrum rætt sín skerdan av tílíkari avgerð, kann hann skjóta hana inn fyri
landbúnaðarstevnuna. Tað sama verður, um tveir ella fleiri klandrast um
heimildina til ella støddina á rætti teirra til bit í haga, tó at í tí føri
skal hagaeigarin (í felagshaga stýrið) kallast inn sum partur. 10. Kapittul. Torvskurður. § 39. Í torvheiðum, sum ikki eru býttir teirra millum,
sum í teimum eiga torvskurðarrætt, kann hvør teirra bert skera torv til
neyðugt húsbrúks. Hvørt torvheiðar eru býttir ella ikki,
kann hagaeigarin (í felagshaga hagastevnan) fyriseta relgur um nýtsluna av
torvskurðarrættinum, sum tó ikki mugu stríða ímóti reglunum í hesi lóg, og
áseta viðurlag fyri torvskurð í haganum. Tann, sum tykir rætt sín skerdan av
tílíkari avgerð, kann skjóta hana inn fyri landbúnaðarstevnuna. § 40. Hvør tann, ið sker torv í haga, skal ganga
soleiðis um, at tað skaðar hagan sum minst. Serliga skal hann leggja seg
eftir forsvarligum avgrevstri, soleiðis at svørðurin ikki verður skaddur
meira enn neyðsýnt; hann skal harumframt veita vatnið frá torveygunum, um tað
annars hevði verðið standandi, og ikki lata torv ella annan grevstur sløðast
um hógvin.
§ 41. Sýslumaður skal í tíðarskeiðnum frá 1. juli til
15. november, um røktingarmaður ella hagaeigari klagar um hagreiðing av
torvheiðum, og, um eingin klaga kemur, tá ið longsta lagi 5 hvørt ár, fara um
torvheiðarnar við tilnevndum vitnum at hyggja eftir, um teir vera umgingnir
forsvarliga. Umfaringin verður lýst við kvøldvarningi við komuboði til
røktingarmenninar í avvarðandi haga og kunngerð í tí bygd, sum hagin hoyrir
til. Tykjast torvheiðarnir umgingnir
óforsvarliga, boðar sýslumaðurin avvarðandi undir dagsekt at væla um tey
funnu brekini innan eina av honum ásetta frest. Røktingarmenninir í haganum
hava skyldu at fylgja sýslumanninum til umsjónina og at ávísa torvheiðarnar;
teir hava somuleiðis skyldu, tá ið sýslumaðurin krevur tað, at síggja til, at
tey av honum givnu boð viðvíkjandi umvæling av brekum verða fylgd, og annars
at boða honum frá tí. Viðvíkjandi torvheiðum uttan um Tórshavn
verður tað verandi við teimum um hesar galdandi reglum; broytingar í hesum
kunnu gerast av ráðharradeildini fyri landbúnað og fiskivinnu eftir tilmæli
frá løgtinginum. § 42. Torvskurðarrættur kann av hagaeigara ella øðrum
eigara av jørð, sum annar maður hevur torvskurð í, krevjast loystur av, um
tað metist neyðugt ella av almiklum týdningi fyri hóskandi brúki ella friðing
av lendinum, at rættindini halda uppat. Um tað ikki í staðin fyri til tann,
sum eigur torvskurðarrættindini, kunnu leggjast av torvheiðar, sum nøkulunda
liggja líka væl fyri hjá honum sum teir, hann higartil hevur havt rætt at
nýta, ella eru so mikið størri í dygd, at tað vigar upp ímóti at liggja
óhøgliga fyri, er avloysingin harumframt treytað av, at torvskurðarrætturin
metist at vera av minni týdningi fyri tann avvarðandi. Avloysingarhátturin
eins væl og viðurlagsstøddin verða gjørd av við meting (§ 45); tó er tað
tilskilað honum, ið eigur torvskurðarrættindi, at krevja avloysing í peningi. § 43. Kann avloysing ikki fara fram eftir hesum
reglum, skulu, um nakar av pørtunum krevur tað, takast avgerðir, ið miða
ímóti at fyribyrgja ósemju partanna millum, eitt nú við at avmarka støðið
undir at útinna rættindini. Við tílíkari skipan av viðurskiftinum skal gevast
gætur, at rættindini ikki verða skerd, og at útinningin av teimum ikki í
nakran týðuligan mun gerst tvørligari fyri tann, ið eigur
torvskurðarrættindi, ella truplari fyri eigaran. § 44. Tann, ið eigur torvskurðarrættindi, kann krevja
avloysing, tá ið fylgjandi treytur eru har:
2. at ein fyri hann tryggjandi skipan
sambært § 43 ikki kann fremjast,
4. at tað uttan stórvegis ampa fyri
eigaran kunnu leggjast av til tann, ið eigur torvskurðarrættindi, tílíkir
torvheiðar, sum tilskilað í § 42, 2. punktum. Kunnu tílíkir torvheiðar ikki leggjast
av, kann tann, ið eigur torvskurðarrættindini, tá ið tær 3 fyrst tilskilaðu
treytirnar eru har, krevja avloysing í peningi. § 45. Ósemja um, hvørt avloysing kann krevjast, ella
um slag og stødd á endurgjaldinum, verður gjørt av - og áseting av skipan
eftir § 43 fer fram við gerðarrætti ella møguliga av landbúnaðarstevnuni
sambært § 37. § 46. Hvør sambært §§ 43 og 45 gjørd skipan um
viðurskiftini millum eigara og tann, ið eigur torvskurðarrættindini, kann 10
ár aftaná krevjast løgd undir nýggja roynd eftir somu reglum. Tað sama er
galdandi fyri skipan, ásett undir útskifting. Sætti partur. Um at halda varðagøtur. 11. Kapittul. § 47. Løgtingið hevur heimild at áseta reglur um hald
av varðagøtum. Sjeyndi partur. Revsing og átala.
Rættargangsháttur. Nær lógin kemur í gildi. 12. Kapittul. § 48. Brot á §§ 4, 15, 16, 17, 20, 21, 25, 2. punktum,
27, siðsta punktum, 30, 2. stykki, 31, 32, 2. punktum, 39 og 40 í hesi lóg
verða revsað við sekt, alt treytað av, at ikki harðari revsing eftir vanligum
reglum í lóggávuni er uppiborin. Brot á § 15 verður harumframt sektað
eyka við 4 kr. fyri hvørt lamb sum órættiliga er markað, og fyri brot á § 17
eyka við 8 kr. fyri hvønn brundseyð, sum er sleptur upp færri enn fyrisett.
§ 49.5) Revsimál, sum havast upp eftir hesi lóg,
viðgerast sum løreglumál. Við brot á §§ 16, 31, 32, 2. punktum, og 39 kann
átala bert fara fram, tá ið hon verður kravd av onkrum avvarðandi hagaeigara,
og við brot á §§ 15 og 17 bert, tá ið hon verður kravd av onkrum, ið er
eigari í haga á avvarðandi oyggj. § 50. Ósemjur viðvíkjandi teimum í lógini umrøddu
rættindum og skyldum verða viðgjørdar eftir lógini um landbúnaðarstevnur. § 51. Við "grannastevnulógini" er at skilja
í hesi lóg "Lov for Færøerne om Grandestævne m.m. af 18. Maj 1937";
við "hegnlógini" er at skilja "Lov for Færøerne om Hegn og
Markfred af 18. Maj 1937"; við "lógini um landbúnaðarstevnur"
er at skilja "Lov for Færøerne om Landvæsenskommissioner af 31. Marts
1926".
1) Broytt vil Ll. nr. 55 frá 16.08.1962 2) Broytt við Ll. nr. 82 frá 19.08.1990 3) Broytt við MB. nr. 6 frá 04.01.1944
og Ll. nr. 77 frá 25.05.2009 4) Broytt við L. nr. 186 frá 07.06.1958 5) Broytt við Lb. nr. 555 frá 01.11.1984
om rettens pleje, sum sett í gildi við L. nr. 92 frá 23.02.1988, § 688. 6) Sektin fer nú í ríksikassan sbr. L. nr. 186 frá 07.06.1958. |